

Nedrykningsdramaet i Superligaen var på spil på Lyngby Stadion til søndagens opgør mellem Lyngby og OB i sidste spillerunde. De kongeblå lå inden dagens opgør en plads over nedrykningsstregen med 35 point. Lige foran lå AaB med ligeledes 35 point, mens Randers og Esbjerg havde henholdsvis 33 og 32 point på de to nederste pladser.
Der var derfor lagt i kakkelovnen til et drama af dimensioner. Modsat Randers og Esbjerg havde Lyngby dog skæbnen i egne hænder, en sejr ville sikre dem overlevelse, mens uafgjort i Randers-Esbjerg ligeledes ville sikre Lyngbys redning. Et uafgjort eller nederlag til Lyngby ville betyde, at de var afhængige af andre resultater. OB var sikre på sølvmedaljerne.
Begge hold havde skiftet ud på målmandsposten til dagens opgør, hvilket betød at rutinerede Rune Pedersen vogtede Lyngby-målet, mens Mads Toppel var sidsteskanse hos OB. Hjemmeholdet startede bedst, men efter ni minutter måtte Brian Hamalainen modtage behandling, og det betød at momentum skiftede i OBs favør.
Lyngby fik dog tiltvunget sig mere spil som halvlegen skred frem i en noget chancefattig første omgang. Lyngby virkede lidt nervøse for OBs fysik, men fik dog truet fynboernes mål. Netop Hamalainen fyrede nemlig kanonen af efter 25 minutter og skuddet voldte Toppen overraskende store problemer, men keeperen fik dog stoppet bolden med hælen i sidste øjeblik.
Tre minutter senere sendte OBs Esben Ruud så et langskud af sted, men Rune Pedersen fik reddet fint. Mod slutningen faldt tempoet i opgøret dog en smule, og holdene gik til pause ved stillingen 0-0. Samtidig var AaB bagud 2-0, mens Randers førte 2-1 over Esbjerg. Det betød at Lyngby ved pausen holdt sig over stregen, mens AaB og Esbjerg havde kurs mod 1. division.
OB startede anden halvleg bedst med en mulighed til Peter Utaka uden at det førte til mål, men efter godt 60 minutter brød jublen så for alvor løs på Lyngby Stadion. Hjemmeholdet bragte sig foran 1-0 på et hovedstødsmål af Hamalainen efter et indlæg fra højre side af Esben Hansen. Dermed kom de kongeblå endnu tættere på en redning, da både AaB og Esbjerg stadig var bagud.
Scoringen åbnede noget op for kampen og i minutterne efter var OB af to omgange på spil i Lyngbys straffesparksfelt, men ingen af gangene blev det rigtig farligt. Det blev det nærmere i den anden ende, hvor Uffe Bech modtog en bold fri midt i OBs felt, men Toppel fik reddet stortalentets afslutning. Lyngby trak sig i den afsluttende periode faretruende langt tilbage på banen og OB sad på initiativet, dog uden for alvor at blive farlige.
Ti minutter før tid eksploderede glæden dog fuldstændig, da Emil Larsen på en stikning fra Kim Aabech endegyldigt sikrede Lyngby en ny Superliga-billet ved at runde Toppel og score let til 2-0. Det blev også kampens slutresultat, og Lyngby forbliver dermed i Superligaen. Esbjerg udlignede til 2-2 helt til slut mod Randers, og det betyder, at både Esbjerg og Randers rykker ned, mens AaB trods et nederlag i Parken overlever i Superligaen på et hængende hår.


OB
Lyngby Boldklub
3F Superliga






























