SAS Liga-nedrykkerne fra Vejle har på papiret et af de bedste hold i 1. division. På trods af en lidt slingrende start er målsætningen stadig at vende hurtigt retur til landets bedste række.
I morgen gæster Lyngby Vejle Stadion i toppen af tabellen, og nordsjællændernes unge topscorer, Christian Gytkjær, har opskriften på succes i en kamp, hvor Vejle vil være aggressive fra start.
- Vi har snakket om at spille vores chance, og det er klart, Vejle er et stærkt hold, og vi har nogle skader hist og her. Vi ved, det måske bliver svært, fordi de kommer med et højt pres, men vi er gode på kuglen og skal ud over stepperne, siger Gytkjær til bold.dk
19-årige Gytkjær blev matchvinder med to mål i sidste weekends topopgør mod Horsens, og den unge angriber håber på at kunne ride videre på succesbølgen.
- Altså stime og stime, nu var det jo bare to mål, men som angriber kommer målene nogle gange i stimer. Jeg vil prøve at ride videre på bølgen, og som ung angriber er det kanon.
Gytkjær, der er topscorer i Lyngby med fire sæsontræffere i 1. division, går optimistisk ind til morgendagens kamp i Vejle. På spørgsmålet, om han regner med at score mod Vejle, svarer angriberen resolut:
- Ja, det gør jeg, slutter unge Gytkjær selvsikkert med et smil på læben.
Vejle og Lyngby ligger side om side på femte- og fjerdepladsen i 1. division, hvor jyderne har 11 point for seks kampe, mens nordsjællænderne har to point mere for samme antal spillede kampe.


Lyngby Boldklub
Vejle Boldklub
Betinia Liga





























