Luk

Nordiske hold sikkert videre i Europa

| International | 2 kommentarer

Såvel Elfsborg og Häcken som Tromsø spillede sig her til aften et skridt nærmere Europa League. Der mangler dog endnu tre kvalifikationsrunder.

Kvalifikationen til Europa League er skudt i gang, og flere steder på kontinentet var skandinaviske hold i aktion. Elfsborg spillede ude mod Fola fra Luxembourg, og den kamp endte 1-1. Svenskerne havde dog vundet det første opgør så komfortabelt som 4-0 og er dermed videre i kvalifikationen.

Hjemme i Sverige tog Häcken mod Kaerjeng, ligeledes fra Luxembourg. Den første kamp var endt 1-1, men på hjemmebane gjorde Häcken kort proces. Rene Muzola Makondele scorede hattrick, mens den tidligere AGF-angriber Dioh Williams ligesom Abdul Majeed Waris nettede en enkelt gang, og så vandt svenskerne 5-1.

Højt mod nord tog Tromsø imod lettiske Ditton Daugavpils og vandt 2-1. Den første kamp havde nordmændene vundet 5-0. Der mangler endnu tre kvalifikationsrunder, inden de skandinaviske mandskaber er klar til gruppespillet.

Senere i aften afgøres det, om FC Midtjylland skal op mod Cliftonville eller TNS i deres første kvalkampe.


Af Kristian Anker-Møller
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december