Danny Califf har ikke været den succes i FC Midtjylland, som man håbede, da man for snart halvandet år siden hentede ham hos de nykårede danske mestre i AaB, og nu tager parterne konsekvensen af, at spilleren stort set ikke har fået spilletid i denne sæson, ved at ophæve samarbejdet.
- Det har egentlig været åbenbart for alle i de sidste tre, fire måneder, at klubben og jeg ikke havde samme plan for fremtiden. Nu er der fundet en god løsning for klubben og mig personligt. Jeg ønsker kun det bedste for FC Midtjylland i denne sæson og årene, der kommer, siger Danny Califf til klubbens hjemmeside.
Spilleren skifter nu hjem til den amerikanske liga, men kan endnu ikke løfte sløre for hvorhen.
- Der er lavet en aftale, men papirerne er endnu ikke skrevet under. Der er nu ikke noget hemmeligt i, at jeg vender hjem til USA. Mit altoverskyggende mål er at få skabt den bedst mulige platform for at blive udtaget til VM i Sydafrika. Jeg glæder mig til at begynde et nyt sted, hvor jeg bliver en større del af holdet, end tilfældet er i FCM lige nu, siger Danny Califf.
Danny Califf har spillet 100 SAS Ligakampe. 69 for AaB og 31 for FC Midtjylland.



FC Midtjylland
3F Superliga































