Den danske træner Henrik Pedersen er netop blevet ansat som Head of Red Bull Youth Development Soccer Worldwide. Dermed får han det overordnede ansvar for koordineringen af ungdomsarbejdet mellem klubberne Red Bull Salzburg, New York Red Bulls og RB Leipzig, samt akademier i Ghana og Brasilien.
- Det er bestemt et stort job, og jeg er stolt over, at de har spurgt mig om det. Min primære opgave bliver at integrere en klar træningsfilosofi og en klar spillestil, så vi spiller og træner på samme måde op igennem alle holdene i Østrig, Tyskland, New York, Ghana og Brasilien. Jeg kommer nok til at bruge 80% af min tid på træningsbanen og 20% uden for på at koordinere, så vi griber tingene an på samme måde, siger Pedersen til bold.dk.
- Vi skal skabe en tydelighed i, hvordan Red Bull gerne vil spille fodbold med udgangspunkt i at dominere med bolden. Jeg fortsætter det arbejde, som Ricardo Moniz startede sidste sommer. Han er i mellemtiden blevet cheftræner i Salzburg. Det var mig, der arbejdede tættest sammen med Ricardo om udviklingen af filosofien, og så spurgte de mig.
Pedersen er på en etårig kontrakt, der efterfølgende løber over i en funktionæransættelse.
- Jeg får base i Salzburg, hvor jeg i fire-fem uger træner de bedste førsteholdsspillere og talenter. Så tager jeg 14 dage til for eksempel New York, hvor jeg ser alle ungdoms- og reserveholdene træne. Jeg snakker med akademichefen og finder ud af, hvad status er, fortæller træneren.
- En uges tid viser jeg ved to daglige pas, hvordan de skal træne, så alle ved, hvordan vi gerne vil spille fodbold i Red Bull. Derefter lægger vi planer frem mod næste besøg, og så tager jeg til Salzburg igen, siger danskeren.
Som det ser ud nu, er Salzburg det højest rangerende Red Bull-hold, men med tiden er det meningen, at RB Leipzig, der ligger i den fjerdebedste tyske række, skal være topklubben.
- Dietrich Mateschitz (ejer af Red Bull, red.) tænker ikke et år eller to frem. Han tænker 10 eller 15 år frem. Det er derfor, han har bygget akademier i Ghana og Brasilien og er ved at bygge det de tre andre steder. Målet er at få flest mulige spillere fra egne akademier på førsteholdene. Om seks-syv år er målet, at RB Leipzig skal konkurrere i toppen af Bundesligaen og med i Champions League, mens Salsburg skal være en slags talenthold, siger Pedersen.
Midlet til at nå det mål er unge spillere af egen avl.
- Indtil videre har Red Bull købt mange spillere, men det er helt klart, at de skal blive yngre og yngre. Med tiden skal op mod halvdelen af spillerne i førsteholdstrupperne være af egen avl. Det er dem, der kommer nedefra og ikke dem, der kommer udefra, der har Red Bull i blodet, slutter Pedersen.
Salzburg blev nummer to i den østrigske liga i år efter at have vundet to år i træk forinden.


Salzburg
New York Red Bulls
Bundesliga
Træningskampe





























