Den tidligere Brøndby-assistent Peer F. Hansen tiltrådte i sommer som cheftræner i Fremad Amager, men efter bare 11 divisionskampe i spidsen for holdet er det nu slut.
Lørdag tabte Fremad Amager den uhyre vigtige bundkamp til NB Bornholm med 2-1 og ligger nu sidst i 2. division Øst.
- Med 2 point i 11 kampe, var og er Peer F. Hansen af den opfattelse, at han fremadrettet ikke kan tilføre truppen det der skal til, for at holdet kan komme ud af stimen med dårlige resultater, og tog derfor konsekvensen, og stopper samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Fremad Amagers ledelse beklager, at det skulle komme så langt, at cheftræneren valgte at stoppe, lyder det i en meddelelse fra direktør Karsten Østergaard på klubbens hjemmeside.
Med til historien om de svigtende resultater hører også den spillerudskiftning, der har foregået i Fremad Amagers trup siden sidste sæson.
- Da Peer F. Hansen i sommer overtog jobbet som cheftræner, var det i forventning om, at Fremad Amager kunne mønstre stort set samme spillertrup, som sluttede sidste sæson.
- Men af forskellige årsager, blev det alligevel til en større udskiftning i spillertruppen, og det arbejde, der var blevet lavet med truppen det seneste år, var stort set spildt. Altså skulle der grundlæggende startes helt forfra med med truppen. Ikke nogen nem opgave i en 2. Division med mange gode hold, lyder det fra direktøren.
Fremad Amagers bestyrelse og ledelse arbejder på at have en afløser klar allerede til mandagstræningen.


Fremad Amager
CampoBet 2. division































