Luk

Peter S. fik første trænersejr i HamKam

| 1. Division | 4 kommentarer

I sin hjemmebanedebut fik Peter Sørensen sin første sejr i spidsen for norske HamKam, som slog Bærum med 3-0.

Peter Sørensen er tilbage i HamKam, hvor han både selv var aktiv og siden hen assistenttræner. Nu står den tidligere AGF-træner i spidsen for holdet i den næstbedste norske række, og i dag kom hans første sejr siden returen til klubben.

Et selvmål sendte Sørensens drenge på vej mod tre vigtige point, som mod slutningen af opgøret blev sikret på to hurtige scoringer. Det var samtidig klubbens første sejr i sæsonen, og de nu ikke længere sidst i ligaen.

Den plads indtages i stedet af Ull/Kisa, som uden Rasmus Christiansen i truppen tabte 2-1 til Ranhaim, mens Henrik Kildentoft fik fuld spilletid og et gult kort i Hønefoss’ 2-0-nederlag til Alta. Hønefoss er også stadig at finde under stregen.

I den anden ende af rækken fik Thomas Juel-Nielsen 90 minutter for Sandefjord, som fastholdt førstepladsen med en 1-0-sejr over Strømmen, der havde Thor Søndergaard Lange på banen hele kampen.


Af Niels O. Thinesen
Fredag 21. januar