AC Horsens hentede for halvandet år siden midtbanespilleren Martin Retov hjem fra tyske Hansa Rostock. Siden har Retov været en nøglefigur hos østjyderne, der naturligt nok gerne har villet beholde profilen.
Retovs kontrakt stod dog til udløb til sommer, men nu er parterne blevet enige om en ny aftale, som løber frem til sommeren 2014.
- Jeg er meget tilfreds med, at Martin Retov fortsætter i klubben, for han er en rigtig dygtig spiller og han er vigtig for holdet. Han er dygtig til at tage temperaturen på en kamp og han er i stand til at gøre sine medspillere gode qua sin ro og rutine. Han er en spiller, der har prøvet meget i sin karriere, men han er stadig sulten og det er vigtigt, siger træner Johnny Mølby i en pressemeddelelse.
- Han har en stærk vindermentalitet, hvilket har en positiv afsmitning på truppen. Vi er rigtig glade for, at en af Superligaens absolutte profiler også spiller i den gule trøje i de næste par sæsoner, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.
31-årige Retov har tidligere i karrieren repræsenteret Brøndby og Køge.


AC Horsens
3F Superliga





























