Silkeborg har haft svært ved at finde melodien i Superligaen, hvor det indtil videre blot er blevet til en enkelt sejr. i går var der en succesoplevelse for det hårdtprøvede mandskab, som vandt 2-0 over FC Svendborg i pokalturneringen.
Emil La Cour glæder sig over sejren og sin indskiftning, selvom begge dele kom mod en klub, han har spillet i igennem 15 år.
- Jeg havde selvfølgelig håbet på at komme ind, men kunne jo ikke vide det, for det ville afhænge af så meget, så det var en dejlig følelse at få lov at komme på banen og spille. Jeg havde set mine forældre stå derovre på langsiden, og mange af mine kammerater var der også, så det var en god fornemmelse, siger La Cour ifølge klubbens hjemmeside.
- Jeg kom ind i stedet for Frank Hansen, og ud over et par friske ben, som jeg kunne bidrage med, skulle jeg bare være med til at køre sejren hjem og forhindre, at modstanderen fik sendt nogle lange bolde op ad banen, som de måske ville forsøge sig med i de sidste minutter.
- Heldigvis lykkedes det hele, og det var bare rigtig dejligt at få en sejr og få lov til at være en del af det. Der var jo også forskel på denne kamp og så den seneste kamp, hvor jeg også kom ind sidst i kampen, mod AGF, hvor vi var stort bagud, og det var en turneringskamp. I dag var det en pokalkamp, og det er altid specielt, og når vi så også var foran, så var det en helt anden, og god, fornemmelse. Og hvor var det dejligt med en sejr, slutter La Cour.
Kampen i går var La Cours anden i Silkeborg-trøjen.


Silkeborg IF
Oddset Pokalen






























