Det begyndte ellers godt for de danske talenter i Keld Bordinggaards første kamp som landstræner. Efter 13 minutter var der forvirring i schweizernes målfelt efter et langt indkast. Den eneste der tilsyneladende vidste hvor bolden befandt sig, var FC Midtjyllands Simon Poulsen. Han tog bolden ned og sparkede den ind i det lange hjørne til dansk føring.
Glæden varede kort, for minuttet efter kombinerede schweizerne sig igennem og udlignede danskernes føring.
Efter en halv time var Simon Poulsen på spil igen. Han lagde et flot indlæg, som Brøndbys Morten ’Duncan’ Rasmussen sikkert headede ind til fornyet dansk føring.
Efter pausen overtog schweizerne efterhånden mere af spillet, og efter en lille times kamp gav det pote. Efter en lang schweizisk frisparksbold snød AaBs Michael Jacobsen sin egen keeper - Vejle-målmanden Theis Rasmussen - da han rettede indlægget af og scorede selvmål.
Et kvarter senere fik Schweiz føringsmålet på et flot skud, og faktisk var schweizerne i slutminutterne tættere på 4-2 end Danmark var på 3-3. Kun to fantastiske refleksredninger fra Theis Rasmussen, forhindrede et større nederlag.
Schweiz vandt fortjent kampen 3-2.


Danmark U21





























