Der var stor tvivl om, hvorvidt Santander ville spille aftenens Copa del Rey-kamp mod Real Sociedad. Spillerne nægtede og kampen blev aflyst.
Det var et ret imødeset opgør, som i aften stod til at skulle udspille sig i Copa del Rey. Hjemmeholdets spillere fra Santander havde nemlig truet med at boykotte kampen, fordi de angiveligt ikke har fået løn i fire måneder.
Spillerne krævede, at klubbens præsident trak sig senest før kampen, men det valgte han ikke at gøre. Derfor gik Santander-drengene på banen, satte kampen i gang og stillede sig derefter op i en lang linje med armene om hinandens skuldre som et tegn på fællesskab.
Bolden blev efterfølgende spillet ud til indkast, Santander-kaptajnen gjorde dommeren opmærksom på, at de nægtede at tage det, og så blev opgøret ellers afblæst.
Dermed er kampen nu aflyst, og Santander står til at blive taberdømt 0-3. Real Sociedad vandt det første opgør med 3-1, og med den alternative samlede sejr på 6-1 er de nu klar til at krydse klinger med FC Barcelona i semifinalen af Copa del Rey. Hvad der sker med Santander er endnu uvist, men klubben kan sandsynligvis se frem til at blive ekskluderet fra næste sæsons pokalturnering.
33 kommentarer
Respekt.