Luk

Tottenham sejrede i Israel

| International | 2 kommentarer

Tottenham Hotspurs vandt i dag 2-0, da de gæstede Hapoel Tel Aviv i Israel, og dermed fik de revancheret 2-1-nederlaget til Getafe i premieren i gruppe G.

Bulgarske Dimitar Berbatov var igen med i startopstillingen, da Tottenham skulle forsøge at revanchere 2-1-nederlaget til Getafe for fjorten dage siden.

Gæsterne forsøgte fra kampens start, at lægge hjemmeholdet under et stort pres, men Juande Ramos trup manglede i kampens indledende fase den nødvendige skarphed, hvilket kom til udtryk i et par magre forsøg på mål.

Midt i halvlegen kunne den medrejste hjord af Tottenhamfans bryde ud i jubel, da Robbie Keane scorede sit tiende mål i sæsonen. Steve Malbranque satte fart over venstresiden, og spillede så bolden tilbage til Keane, der ikke betænkte sig længe, men hamrede til bolden, der fortsatte ind bag hjemmeholdets målmand.

Få minutter senere var det så Keanes angrebsmakker Berbatov, der efter to forsøg fik bolden sendt over kridtstregen. Kampen faldt herefter i tempo, men det var fortsat gæsterne, der havde initiativet i kampen. Kort før pausefløjtet burde Keane have gjort det til 3-0 for gæsterne, men Enyeama i Hapoel-målet fik sendt bolden ud til hjørne.

Fem minutter inde i anden halvleg blev hjemmeholdet reduceret til ti mand, da Gal Sheesh modtog sit andet gule kort i kampen, men trods en mand mere på banen og dermed også et markant overtag i spil og chancer lykkedes det ikke for gæsterne, at få scoret yderligere.

Tottenham indtager nu andenpladsen i gruppen, hvor de efter to kampe har sikret sig tre point. Den plads kan AaB dog i aften erobre, hvis de slår gruppens tophold Anderlecht.

Tyske Bayer Leverkusen var i dag på besøg hos Spartak Moskva, der vandt 2-1. Efter godt en times spil sendte Roman Pavlyuchenko russerne i front, da han scorede fra ellevemeterpletten, og et kvarter senere fik Junior Santos Mozart lov til at forsøge sig fra samme position, og han havde heller ikke nogen problemer med at sende bolden ind bag gæsterne keeper. Paul Freier reducerede i kampens allersidste minut til slutresultatet 2-1.

Det var Moskvas første kamp i gruppen, mens Leverkusen var i aktion for anden gang. Begge hold har nu tre point på kontoen.

Tidligere på aftenen mødtes græske Larisa og russiske Zenit Petersborg i gruppe A. Gæsterne vandt opgøret 3-2 og fører nu gruppen, der også indbefatter Everton og AZ Alkmaar.


Af Jakob Dueholm
Fredag 4. december
Torsdag 3. december