Luk

Vard-dansker: Ubeskriveligt bittert

| 1. Division | 0 kommentarer

Infoboks

Vard Haugesund har hentet ti point i de seneste fire kampe i Adeccoligaen men rykker alligevel ned. Oliver Larsen kalder det ubeskriveligt bittert oven på gårsdagens 5-3-sejr.

Danskerklubben Vard Haugesund har slåsset mod nedrykning fra den næstbedste norske række hele sæsonen, og på det seneste har Flemming Christensens tropper gjort en rigtig fin figur: De sidste fire kampe kastede solide ti point af sig.

I går vandt man 5-3 over oprykningsaspiranterne fra Bryne. Men det rakte ikke. Vard må ned i den tredjebedste række grundet en dårligere målscore end Ull Kisa, der slog Kristiansund 2-0.

Det var ikke en sjov oplevelse for danske Oliver Larsen.

- Det er jo en ekstremt bitter følelse. Vi har fået ti point i de sidste fire kampe, og det burde have været nok. Så det kan slet ikke beskrives, hvor bittert det, siger ex-OB’eren til bold.dk.

- De sad klart på første halvleg. men så kom der en melding i højtaleren om, at Ull Kisa er foran 2-0, og så sker der et eller andet, som gør, at vi tænker, at vi ikke har noget at miste. Og så spiller vi meget mere frit, og det resulterer så i fem mål i anden halvleg, siger Oliver Larsen.

Den 21-årige forsvarsspillers kontrakt er udløbet efter denne sæson. Hvad der så skal ske, ved Larsen ikke.

- Der har været henvendelser fra et par klubber. Og Vard er interesseret i at beholde mig, men hvad der skal ske, skal jeg tænke lidt over. Jeg har været sindssygt glad for at være her, og det er nogle fantastiske gutter, der er på holdet. Jeg kunne godt overveje det, men jeg skal lige vende det et par gange, siger Oliver Larsen.

Oliver Larsen kom til Vard Haugesund fra Hobro i juli i år og nåede 15 kampe i den næstbedste norske række.

kristian@bold.dk


Af Kristian Anker-Møller
Lørdag 5. december
Fredag 4. december