Som bold.dk tirsdag kunne afsløre, bliver årets træner i dansk fodbold anno 2010, Ove Christensen, ny cheftræner for Viborg. Det blev onsdag officielt.
Den rutinerede træner har to gange tidligere stået i spidsen for viborgenserne og forlod senest klubben i 2006 efter uoverensstemmelser med ledelsen. Siden gik turen til Vejle, Randers FC og senest FC Hjørring.
61-årige Ove Christensen tiltræder på en toårig aftale, og hans første opgave bliver at etablere Viborg i toppen af 1. division, efter at man nær var rykket ned i sidste sæson.
- Der er udfordringer i Viborg FF, og det er jeg klar til at være med til at udfordre og tackle. Jeg ved, at der er store krav, og hvis ikke jeg lever op til dem, er der kun et sted at pege - og det er på mig, sagde Ove Christensen ifølge Viborg Stifts Folkeblad på onsdagens pressemøde.
I bestræbelserne på at nærme sig toppen af Danmarks næstbedste række, agter han at hente forstærkninger.
- Der er i forvejen en lang række dygtige spillere i klubben - det skal man ikke glemme. Men vi skal som sagt have nogle flere til, og det skal nok komme, lyder det.
Ove Christensen afløser Steffen Højer og Søren Frederiksen, der vikarierede i sidste sæson efter fyringen af Lars Søndergaard.


Viborg FF
Betinia Liga





























