Luk

AaB-boss: Ingen beslutning om kants udløb

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Frederik Børsting har udløb i AaB, og endnu er der ikke truffet en beslutning af hverken Børsting eller AaB, om aftalen skal forlænges, siger Inge Andre Olsen.

Der er en lang række AaB-spillere, der har udløb efter denne sæson, og én af dem er den 26-årige nordjyde Frederik Børsting, som har tilbragt hele karrieren i den nordjyske klub.

Fra Børsting-lejren lød det for nylig via agent Christian Bysted, at Børsting gerne ser udenlands efter en ny klub, men en forlængelse var heller ikke afskrevet.

I den nordjyske klub tager man situationen med ophøjet ro, fortæller Inge Andre Olsen, der heller ikke selv har truffet en beslutning endnu, om AaB vil forlænge med Børsting.

- Frederik Børsting har vi været glade for, og vi har mange gange talt med Børsting om mulighederne. Der har været muligheder for ham for at gå udenlands flere gange tidligere, men hvor vi sammen er blevet enige om, at det måske ikke var så gode muligheder, som man måske tænkte først.

- AaB var det bedste på de tidspunkter, og sådan en dialog kommer vi til at have med Børsting igen.

- Men der er ikke truffet beslutning hverken fra ham eller fra os endnu, siger han til bold.dk.

Børsting er en af fem AaB'ere, som har kontraktudløb med AaB til sommer.

Rinne og Thelander kigger efter andet

Blandt dem har Jacob Rinne og Rasmus Thelander været førsteprioriteten i det nordjyske, men det lader til, at duoen har tanker om at fortsætte karrieren andetsteds.

- Vi har haft samtaler med agenterne over tid, og der er ikke lavet forlængelser endnu, så det betyder, de er på udkig efter noget mere interessant end AaB. Det må vi forholde os til, siger Inge Andre Olsen.

Udover Børsting har Magnus Christensen og spanske Rufo også udløb, og AaB har samme tilgang til de to spilleres udløb som til Børstings – der skal ikke træffes forhastede beslutninger.

AaB har desuden den lejede angriber Aleksandar Trajkovski i truppen frem til sommer.


Af Jonas Dalgård
Mandag 17. januar