Jon Dahl Tomasson stopper som cheftræner for Malmö FF efter to succesfulde år.
Det har den svenske klub torsdag meldt ud, og spekulationerne omkring Jon Dahls afløser i den svenske mesterklub er derfor gået i gang.
Tidligere i december skrev det svenske medie FotbollDirekt, at Malmö allerede havde været i kontakt med AaB's Marti Cifuentes og Bodø/Glimts Kjetil Knutsen.
I AaB afviser sportschef Inge André Olsen, at han har været i dialog med Malmö omkring Marti Cifuentes, men nordmanden lægger ikke skjul på, at cheftræneren har tiltrukket sig interesse fra andre klubber.
Det fortæller Ingé André Olsen til bold.dk torsdag eftermiddag.
- Cifuentes gør et fremragende arbejde, så at andre klubber kan være interesseret, tror vi nok, men vi tror også, at han har det godt hos os. Man ved jo aldrig, hvad der sker, men vi planlægger selvfølgelig med ham fremover, for han har en aftale med os, siger AaB-sportschefen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ved du, at andre klubber er interesseret i Marti Cifuentes?
- Ja, det ved jeg. Altså vi har jo talt med nogle undervejs, men du ved, hvordan det er. Der er klubber, som undersøger og har mange kandidater, akkurat som vi havde. Vi havde vel 30 kandidater, da startede trænerjagten, og så kom vi ned på ti, så fem og til sidst tre, inden det blev Marti. Sådan vil det være, og det er naturligt, at han er inde i processen i skandinaviske klubber.
- Der har været forespørgsler fra klubber tidligere, hvor de har undersøgt sagen, og hvordan Marti situation har været, siger Inge André Olsen, som ikke vil løfte sløret for, hvilke klubber det drejer sig om.
Forespørgslerne har dog ikke været fra Malmö.
- Det har det ikke. Der har ikke været nogen dialog mellem os i AaB og Malmö, fastslår Inge André Olsen.
Sikker kan man aldrig være
AaB har stadigvæk halvandet år tilbage af kontrakten med Marti Cifuentes, og planen er bestemt, at spanieren fortsætter i det nordjyske.
Ingenting er dog sikkert i fodboldens verden.
- Sikker kan man jo aldrig være, men vi har jo en aftale, og så længe der ikke forhandles om noget, må vi jo være sikre på det. Så ved vi, at fodbold er uforudsigeligt, og at ting kan ske hurtigt, men vi planlægger definitivt med Marti, siger Inge André Olsen.
Det er endnu ikke meldt ud, hvad Jon Dahl Tomasson nu skal, men AaB's sportschef ser det generelt som positiv for dansk fodbold, hvis han tager et skridt op.
- Først og fremmest tænker jeg bare, at det er fedt for Jon Dahl. Han har gjort et godt arbejde i Malmö, og nu lyder det, som om han får en mulighed, der er større end Malmö, så det er jo spændende. Alle trænere, man kan få ud til udlandet, vil jo styrke dansk fodbold, så det er bare fedt, siger Inge André Olsen til bold.dk.
39-årige Marti Cifuentes har været i det nordjyske siden januar 2021 og har kontrakt frem til sommeren 2023 i AaB, der overvintrer som nummer fire i 3F Superligaen.
Marti Cifuentes har tidligere stået i spidset for de spanske klubber Sant Andreu og L'Hospitalet samt AIK's U19-hold og norske Sandefjord.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
Malmö FF
3F Superliga



































