Luk

AaB-chef om Cifuentes-rygter: Kender intet til

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

FC Midtjylland - AaB
Superligaen Grundspil (20/02)
Bet25 1,76 3,65 4,60
Oddset 1,75 3,65 4,50

AaB's sportschef Inge Andre Olsen har ikke hørt noget om, at cheftræner Marti Cifuentes skal til Malmö FF og vurderer det umiddelbart til blot at være rygter.

Jon Dahl Tomasson har haft stor succes hos Malmö FF, hvor det er blevet til to svenske mesterskaber samt deltagelse i Champions League. 

Det har sat gang i spekulationerne om, at den danske træner kunne være på vej mod større adresser, hvilket sportschef i den svenske klub, Daniel Andersson, delvist bekræftede ved at sige, at det kan blive svært at holde på Tomasson.

Mandag bar det svenske medie Fotbolldirekt yderligere brænde til bålet, da de mente at vide, at Malmö allerede var i kontakt med både AaB's Marti Cifuentes og Bodø/Glimts Kjetil Knutsen som potentielle erstatninger på trænerposten. 

De rygter kender man dog ikke til i det nordjyske, fastslår sportschef i AaB, Inge Andre Olsen, overfor bold.dk.

- Det er ikke noget, vi kender til. Det er for os bare rygter. 

Tror du, Malmö kan have kontaktet Cifuentes?

- Nej, det tror jeg ikke. Marti har jo en aftale med os, og vi er glade for ham, og han er glad for at være i AaB. Jeg tror, han ville have sagt noget til os. 

AaB har haft gang i et flot efterår, hvor holdet spiller med om de helt sjove placeringer i 3F Superligaen. 

Derfor ved Inge Andre Olsen også godt, at de ikke kommer til at holde på den spanske træner forevigt. 

- Han er jo en god træner, han er struktureret, han er meget kompetent med en tydelig plan og identitet. Han har en stor fremtid som træner. Så vil det altid være et spørgsmål om timing, men foreløbig er det for os bare rygter. Men der er ingen tvivl om, at han kommer til at træne andre klubber end AaB. Det er 100 procent sikkert.

Til sommeren 2023 udløber kontrakten mellem AaB og Cifuentes, men det er ikke konkret punkt på dagsordenen at forlænge med cheftræneren lige nu for at skræmme bejlere væk. 

- Det vil altid være sådan, at hvis nogle vil have en træner nok, så plejer de stort set altid at få det. Det er jo det samme med spillere. Det er jo blot et spørgsmål om, at der skal nogle penge på bordet.

- Det er ikke et fokus fra os. Vi har en god dialog med Marti, og han siger også selv, at han er et godt sted. Så må vi se, hvad fremtiden bringer, men foreløbig er der ingen, der tænker på andet, end at han skal være i AaB, forklarer Inge Andre Olsen. 

Han holder dog øje med markedet, hvis der skulle komme tilbud, som hverken AaB eller Cifuentes ikke kan sige nej til - præcist som han gør i forhold til spillere.

- Ja, det må vi altid være forberedt på. Når man gør det godt – ligesom det gælder med spillerne – så må man være forberedt på, at der kan ske noget. Som jeg siger, så er det svært at forholde sig til de rygter.

- Vi er jo kontinuerligt i samtaler med folk, hvis nogle skulle forlade os, men den timing er også altid svær. Foreløbig skal han være i AaB.

Her til sidst; kan du berolige AaB-fans, der er bekymret for at miste Cifuentes?

- Vi ved i hvert fald ikke andet. Vi har en aftale om, at han skal fortsætte med at lave gode resultater for AaB, så jeg tror ikke, vi skal fokusere så meget på det andet. 

Marti Cifuentes har stået i spidsen for AaB i 40 kampe, hvor det er blevet til 17 sejre, 10 uafgjorte og 13 nederlag, hvilket giver et pointsnit på 1,53. 


Af Andreas Roesen
Fredag 21. januar