AaB har i løbet af den sidste uge testet angriberen Aramis Kouzine, som for tiden står uden klub, og han var med i mandagens reserveligakamp mod AGF, der stillede med førsteholdet som følge af weekendens aflyste kamp mod Randers FC.
Canadiske Kouzine scorede og ramte overliggeren i kampen, og AaB-træner Jacob Friis var imponeret af det han så fra sidelinjen, og han aner lidt af den tidligere AaB-topscorer Lukas Spalvis i den nye angriber.
Nu skal klubben og 21-årige Kouzine finde ud af, om det skal blive til en permanent aftale, udtaler han til Nordjyske.
- Han er en spændende spiller. Vi har søgt efter en anden type nier, end dem, vi har i truppen lige nu. Og der passer han godt ind. Uden at ville lave sammenligningen en til en, så synes jeg, at jeg kan se lidt Lukas Spalvis i ham, siger Jacob Friis til avisen og fortsætter:
- Han ved helt sikkert, hvor målet er. Og nu skal vi have sat os sammen og finde ud af, om det er en spiller, vi vil tilknytte truppen. Det vil ske en af de nærmeste dage.
Kouzine har senest spillet i ukrainske SK Dnipro, og han har også vist sig frem i FC Fredericia i dette vindue.



AaB
3F Superliga































