Luk

AaB dummede sig i jammerligt lokalopgør

| 3F Superliga | 16 kommentarer

AaB og Hobro delte med 1-1 i et sløjt nordjysk derby, som ellers fik en intens indledning med to mål på ni minutter.

Søndagens sene 3F Superliga-opgør stod mellem AaB og Hobro på Aalborg Portland Park, hvor begge hold kom til kampen med gode præstationer i bagagen.

AaB havde senest slået Horsens med 4-0, mens Hobro på et minut blev frataget en sejr i Parken mod FC København.

Til søndagens kamp havde AaB Tom van Weert og Rasmus Thelander med fra start, mens Hobro-træner Peter Sørensen kunne glæde sig over, at Anel Ahmedhodzic var karantænefri igen.

Det nordjyske derby fik en livlig indledning med to mål i løbet af de første ni minutter.

Først fik Imed Louati en friløber mod AaB-målet, som blev misbrugt, inden et Hobro-hjørne blev hældt indover, hvor Frederik Børsting på uheldig vis fik sendt bolden i eget net til Hobro-føring på 1-0.

Men føringen skulle ikke holde længere end to minutter, da netop Tom van Weert takkede for tilliden efter ni minutter.

Patrick Olsen kom fri på siden og trak ind i feltet, hvor han lagde bolden længere ind til Van Weert, som afsluttede første gang og sendte bolden i mål.

Efter udligningen stod der AaB på det meste, og Hobro gjorde ikke ligefrem underværker.

AaB var dog langt fra sidste rundes skarphed, og derfor lykkedes det ikke at udnytte de få chancer, som aalborgenserne producerede.

Derfor 1-1 ved anden halvlegs start, hvor Hobro sendte Pål Alexander Kirkevold på banen i stedet for midtbanespiller Christian Cappis.

Det skulle dog ikke ændre det store for Hobro, som generelt havde en af de værre dage på kontoret.

Bedst fortalt i skudstatistikken, hvor søndagens gæster havde præcis nul afslutninger i anden halvleg.

Men i den anden ende kunne Hobro prise sig lykkelige over, at AaB var langt fra sin vante skarphed.

Der blev skabt flere fine chancer, men både Tom van Weert og Patrick Olsen missede sine muligheder.

En af de bedste AaB-chancer kom efter 80 minutter ved Patrick Christensen, der driblede ind i feltet og bragede på kassen. Jesper Rask halvklarede, men bolden drev ind mod mål, hvor Anel Ahmedhodzic fik sparket bolden væk på stregen.

Det skulle ikke blive til yderligere scoringer, og derfor delte holdene med 1-1.

Med det ene point rykker AaB på femtepladsen i 3F Superligaen, mens Hobro er nummer 12.

Køb billetter til Hobros kommende hjemmekampe her!


Af Jonas Dalgård
Fredag 13. december