AaB fik en snitter på 0-3, da tjekkiske Sigma Olomouc var for stor en mundfuld i årets første træningskamp.
Trænerløse AaB er taget på træningslejr i Malta, og her blev der tirsdag fløjtet op til årets første træningskamp mod tjekkiske Sigma Olomouc. En kamp hvor Rasmus Würtz stod i spidsen for holdet.
AaB havde på forhånd meldt ud, at de ville give masser af spilletid til klubbens unge spillere, og det gav blandt andet Theo Sander chancen i målet.
AaB kom bedst ud til opgøret på nationalarenaen i Valletta og skabte kampens første chancer. Iver Fossum havde et giftigt frispark, som tjekkernes keeper måtte ud i fuld længde for at få fat i ved stolpen.
Efterhånden meldte Olomouc sig ind, og fem minutter før pausen var det et frispark til dem, som var indirekte årsag i føringsmålet.
Frisparket blev hamret mod stolperoden, og inden Sander eller andre AaB’ere kunne nå at reagere, ekspederede Vaclev Jamelka riposten i rusen til 1-0.
Efter pausen var tjekkerne generelt stærkest, og lige før timen øgede Lukas Gressak til 2-0, efter han opfangede en sløset AaB-clearing midt på nordjydernes halvdel og dansede sig igennem til afslutning.
Kasper Høegh havde et udmærket hovedstød for AaB i kampens sidste kvarter, men i stedet for en livline endte det med 3-0.
Et udspark fra Theo Sander blev headet direkte tilbage af tjekkerne, som fandt mellemrum i AaB-forsvaret og nettede ved Mojmir Chytil.
AaB møder også Trnava og Tirol ved fireholdsturneringen i Valletta.
4 kommentarer
Så er der vist ikke meget mere at sige om den kamp.
Vi var jo ikke i nærheden af at spille med de bedste spillere samtidig på noget tidspunkt og vi har ingen cheftræner. Turen går vel først og fremmest ud på at få en masse træning i benene og nogle kampminutter til så mange som muligt.