Luk

AaB følger trop: Sender medarbejderne hjem

| 3F Superliga | 0 kommentarer

AaB har sendt hovedparten af sine ansatte hjem for at sikre medarbejdernes fremtidige job- og sundhedssituation.

Ligesom FC Nordsjælland, AC Horsens og AGF har AaB A/S fredag valgt at sende størstedelen af sine ansatte hjem uden arbejdsopgaver på grund af den verserende coronapandemi.

Nyheden omfatter ikke spillerne i Superliga-truppen i AaB, hvor størstedelen af staben omkring Superliga-truppen og AaB Talent er sendt hjem.

I en pressemeddelelse begrunder AaB-direktør Thomas Bælum beslutningen.

- Vi er opmærksomme på, at alle i øjeblikket er ramt af situationen, og vi har taget dette skridt for at sikre, vi også kan tilbyde job til alle, når tilstanden om forhåbentlig ikke så mange uger begynder at nærme sig et normalt leje, siger han og fortsætter:

- Vores medarbejdere og deres familiers helbred er altafgørende for os, og med beslutningen stiller vi nu også en jobsikkerhed, og vi ser frem til. igen at have alle vores dygtige folk tilbage i deres vante funktioner.

Med en hjemsendelse uden arbejdsforpligtelser kan AaB således få kompensation fra staten til at dække store dele af udgifterne til den fulde løn, som medarbejderne betales.

Tidligere har AaBs medarbejdere været sendt hjem at arbejde, men er nu uden opgaver.

Køb billetter til AaB's næste hjemmekamp og støt AaB fra tribunen


Af Jonas Dalgård
Fredag 3. april