Luk

Aabech og Horsens besejrede og gik forbi AaB

| Superligaen | 50 kommentarer
Aabech og Horsens besejrede og gik forbi AaB
Foto: Getty Images / Jan Christensen

Kim Aabech leverede gode ting, da AC Horsens fredag aften slog AaB med 3-0. De tog ikke blot de tre point, men gik også forbi netop AaB i tabellen.

AC Horsens og AaB tog fredag aften hul på Superligaens sidste spillerunde i år. Lars Søndergaard måtte se bort fra Rasmus Würtz, der afsonede karantæne, og i stedet spillede den centrale forsvarsspiller Markus Holgersson på den defensive midt hos AaB.

Horsens-træner Bo Henriksen havde proklameret, at hans mandskab ville komme susende i et højt pres, særligt i kampens første ti minutter, og det var lige hvad der skete.

Hjemmeholdet lagde tryk på de blåklædte gæster fra start. Conor O'Brien lagde en god bold i dybden til Kjartan Finnbogason, der var foretrukket fra start. Han sparkede over Nicolai Larsen i målet og så stod den 1-0 til Horsens.

Mikkel Jespersen, som spillede venstrebacken hos Horsens, havde et par langskudsforsøg, som Nicolai Larsen dog havde styr på.

I den anden ende fik Marco Meilinger en kæmpe mulighed for at udligne, da Jakob Ahlmann slog en god bold i dybden, som Meilinger fint tæmmede og tog ned i feltet, men hans afslutning strøg over mål.

AaB havde bolden meget, men fik ikke for alvor sat Nicklas Dannevang i Horsens-målet på prøve og derfor gik hjemmeholdet til pause med en 1-0-føring.

Kim Aabech havde fået et trælår og brugte pausen på at holde det varmt, så han også kunne komme i aktion i anden halvleg og det skulle vise sig at være en god ting for AC Horsens.
Det var nemlig Aabech, der gjorde det til 2-0. Han sendte med en hælaflevering bolden til Finnbogason, der sendte den ind i feltet, hvor Aabech var strøget ind og herfra headede han den ind bag Nicolai Larsen i AaB-målet.

De 1.316 fremmødte i Horsens fik dog endnu et mål at gå hjem på. Endnu en gang var Kim Aabech indblandet. På kanten af feltet vendte han rundt og trykkede af. Bolden gik på undersiden af overliggeren. Riposten nåede O'Brien frem til og han headede Horsens på 3-0 og AaB på vej mod en skidt afslutning på efterårssæsonen.

Indskiftede Thomas Enevoldsen havde et nærgående forsøg, som tvang Dannevang ud i en redning. Meilinger havde et direkte frispark, som sneg sig forbi den ene stolpe i kampens overtid.

Men det blev ikke til noget for AaB'erne og det endte derfor med en 3-0-sejr til AC Horsens, som ikke bare tager de tre point, men også går forbi netop AaB i tabellen og lægger sig på syvendepladsen i Superligaen.

Stream AaB – SønderjyskE på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Nanna Møller Karlsen
Tirsdag 16. juli
Mandag 15. juli