Luk

AaB'er varm i La Liga: Kan ske noget i januar

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

AaB's Pedro Ferreira rygtes på radaren i La Liga-klubben Celta Vigo, og i AaB erkender Inge Andre Olsen overfor bold.dk, at der kan ske noget denne vinter. Alt handler om penge, siger han.

AaB's 23-årige centrale midtbanespiller Pedro Ferreira blev for nylig kædet sammen med La Liga-klubben Celta Vigo, hvor han ifølge AS på sigt kan ses som en erstatning for Fran Beltran på midtbanen.

I AaB har sportschef Inge Andre Olsen endnu ikke skullet forholde sig til et bud på Pedro Ferreira, men AaB-chefen erkender overfor bold.dk, at der er generel interesse for den portugisiske midtbanespiller.

Derfor kan der godt ske noget med Pedro Ferreira allerede denne vinter, hvis altså økonomien er rigtig.

- Hvis vi havde siddet med et bud, så er vi nødt til at melde det ud til markedet, så det er ikke så konkret nu.

- Der vil altid være mange spekulationer med agenter og klubber og sådan, for Pedro har gjort det godt i efteråret – måske ikke i de sidste par kampe, men ellers – så det er en spiller, der kan ske noget med.

Har du haft følere ude fra Celta Vigo?

- Der er så mange, der snakker i den her branche. Der er agenter overalt, og hvis en klub er interesseret, så får jeg jo beskeder fra tre agenter, jeg skal forholde mig til.

- Vi forholder os først til det, når det er fra klub til klub, og der er vi ikke, siger Inge Andre Olsen til bold.dk.

Celta Vigo er i øjeblikket nummer 13 i La Liga.

Timingen for et salg: Alt handler om penge

AaB-bossen har tidligere fortalt, at timingen skal være den rette, når AaB vil sælge spillere, men transfersummer har en endnu større rolle at spille, og derfor kan det altså ende med et vintersalg af Pedro Ferreira.

- Timingen skal være den rette for alle AaB'ere, for vi er midt i en sæson. Normalt ville det være en plan at se mod sommeren, hvor man har bedre tid til at få sat et nyt hold og nye spillere sammen, men alt handler jo om penge på et eller andet tidspunkt.

- I en transfer så taler vi jo, men der er ikke nogle spillere, som bare vil væk, og det er noget, der er vigtigt at understrege, siger han om Ferreira.

Han fortæller, at interessen for Pedro Ferreira har været stigende over den seneste tid, efter han i foråret var lidt ude af form.

Pedro Ferreira kom til AaB fra portugisiske Varzim i august 2020 og er noteret for i alt 45 kampe, to mål og to oplæg.

Han har kontrakt med AaB til 2024.


Af Jonas Dalgård
Mandag 17. januar