Luk

AaB's Trajkovski: Angrebssamarbejde er godt

| Sydbank Pokalen | 1 kommentar

Infoboks

Lyngby - AaB 0-4
Sydbank Pokalen
22' 0-1 Iver Fossum
31' 0-2 Milan Makaric
48' 0-3 Frederik Børsting
84' 0-4 Marcus Hannesbo

AaB's Aleksandar Trajkovski fik tirsdag sin første fulde kamp, og her nød han blandt andet samarbejdet med sin angrebsmakker Milan Makaric.

AaB var tirsdag på udebaneopgave mod Lyngby fra 1. divisionen i Sydbank Pokalen.

Nordjyderne benyttede lejligheden til at give lidt spilletid til nogle af de nye på holdet samt nogle af dem, der ikke spiller så ofte, og det viste sig at være en god idé. AaB tog nemlig fra Lyngby med en 4-0-sejr i bagagen.

To af dem, som fik en masse brugbar spilletid i benene, var de spændende nye tilføjelser til klubben Aleksandar Trajkovski og Milan Makaric, og Trajkovski var efter kampen også godt tilfreds med kampens forløb.

Nordmakedoneren lavede en assist til føringsmålet af norske Iver Fossum, ligesom han havde et par gode chancer selv, som han nok håber på at kunne omsætte til mål fremadrettet.

Og så satte han pris på første halvlegs samarbejde med Makaric, som han taler samme sprog som.

- Vi taler samme sprog, og vi har en god forståelse for hinanden. Det her var vores første kamp sammen, og jeg håber, der kommer mange flere, siger Trajkovski til Nordjyske.dk.

Det var Trajkovskis tredje kamp i den rød-hvide trøje, og hans cheftræner Marti Cifuentes begynder også at være godt tilfreds med, hvad han ser. Han vurderer nemlig, at den erfarne angriber giver holdet nye angrebsmuligheder.

Ovenpå kampen er AaB videre til Sydbank Pokalens 1/8-finaler.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Lørdag 16. oktober