LeoVegas.dk ready? betfair Casino Casino24 Advertisement

Årets Hold i SAS-ligaen

| bold.nyt | kommentarer
Årets Hold i SAS-ligaen
FCK og Brøndby har hver tre mand med på Årets Hold i SAS-ligaen, som bold.dks redaktion ser det.

Hos FC Københavns mestre kunne der ikke være den mindst tvivl om, at Peter Nielsen var med på Årets Hold. Med sin stabile indsats langt, langt over gennemsnittet i SAS-ligaen har den tidligere landsholdsspiller gennem hele sæsonen været københavnernes bindeled imellem ambitioner og resutlater, og spørgsmålet er, om nogen spiller har så stor betydning for noget hold i SAS-ligaen overhovedet, som Peter Nielsen i denne sæson har haft for FCK.

bold.dk har desuden valgt Thomas Røll og Martin Albrechtsen, selvom de begge var tvunget til at holde pause midt i perioden, hvor det hele var ved at blive afgjort, og selvom sidstnævnte efter et flot efterår kom i en lille spillemæssig krise i starten af foråret kort før sin skade.
Men da de begge vendte tilbage ved vanlig styrke, udgjorde de i høj grad den lille forskel, der fik fordelen til at tippe over på Løvernes side i mesterskabsduellen med Brøndby. Røll viste dermed den større stabilitet i sine indsatser, der lige presser ham foran Brøndbys midtbanekometer Martin Retov og Thomas Kahlenberg.

Hos sølvvinderne kunne der ligeledes ikke være diskussion om Per Nielsen og Morten Wieghorsts udtagelse til holdet - Per Nielsen spillede vel sin bedste sæson nogensinde, og han holdt sammen med Wieghorst Michael Laudrups urutinerede talenthold i ørerne, så de kunne følge FCK hele vejen til dørs i titelkampen.
Vi finder også, at Auri Skarbalius har spillet sin hidtil stærkeste sæson i SAS-ligaen, og vi har ikke kunnet finde andre spillere i rækken, der har været stærkere og mere stabile på venstre back end den lille litauer.

I mål var der hård kamp imellem Karim Zaza og Arek Onyszko, men vi vurderer, at Zazas betydning for, at fynboerne kunne slutte på en fjerdeplads, var endnu større end hans polske rival i Viborg.
ABs Stephan Andersen var en farlig outsider, men hans form dykkede lidt hen imod slutningen af sæsonen.

I front kan der ikke være nogen diskussion om, at den mest scorende spiller i dansk, betalt topfodbold Søren Frederiksen sætter sig på den ene plads, ligesom hans rival i spidsen for topscorerlisten Jan Kristiansen var uden konkurrence til sin plads på midtbanen. Esbjerg-spilleren er vel Peter Nielsens hårdeste konkurrent til æren som Årets Spiller i SAS-ligaen.

Pladsen ved siden af Søren Frederiksen kunne diskuteres mere, men bold.dk mener, at Tommy Bechmann har været den mest vedholdende offensive trussel i ligaen set over en hel sæson - i efteråret ville han være slået af Nichlas Hindsberg og i foråret af Mohamed Zidan, men ikke over 33 kampe.
FCMs Frank Kristensen var trods 15 sæsonmål lidt mere ujævn i sine præstationer end Bechmann.

Endelig har vi valgt Ulrik Vintzents til den højre forsvarsside for hans langtidsholdbare indsats hos SAS-ligaens store overraskelse - Vintzents konkurrerede vel især med AaBs Brian Priske eller Brøndbys Allan Olesen, men han bliver altså Farums eneste repræsentant på Årets Hold, hvor hans holdkammerater Nichlas Hindsberg og Thomas Schultz var tæt på, men ikke klarede den.

På et Årets Hold ville man gerne have plads til flere af de unge talenter, der i så stort tal er brudt igennem i denne sæson - vi har tidligere nævnt Retov og Kahlenberg, og man kunne fortsætte med AGFs Leon Andreasen, AaBs Rasmus Würtz, FCMs Thomas Rathe (i efteråret), OBs Esben Hansen (i foråret) og Esbjergs Jerry Lucena, men de måtte alle vige pladsen for ældre, mere rutinerede kræfter.


Årets Hold i SAS-ligaen (4-4-2)

Karim Zaza (OB)

Ulrik Vinzents (Farum)-Per Nielsen (Brøndby)-Martin Albrechtsen (FCK)-Auri Skarbalius (Brøndby)

Thomas Røll (FCK)-Morten Wieghorst (Brøndby)-Peter Nielsen (FCK)-Jan Kristiansen (Esbjerg)

Søren Frederiksen (Viborg)-Tommy Bechmann (Esbjerg)

På bænken:
Arek Onyszko (Viborg)
Leon Andreasen (AGF)
Nichlas Hindsberg (Farum)
Frank Kristensen (FCM)
Mohamed Zidan (AB)


Se Premier League, Superliga og Europa League   Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement

Af Carsten Johansen
Mandag 10. december
Søndag 9. december