Aarhus Fremad har torsdag eftermiddag meldt ud, at man har besluttet, at man ikke vil forlænge samarbejdet med cheftræner Claus Christiansen, når hans kontrakt udløber til sommer.
Hovedpersonen selv er ikke enig i beslutningen, og han er ærgerlig over, at det til sommer er slut efter tre år i Aarhus Fremad.
- Jeg er selvfølgelig rigtig skuffet. Jeg synes egentlig, jeg har gjort det okay, og vi er også kommet godt af sted i foråret, så jeg synes måske, timingen er lidt mærkelig, men det er nok noget, de allerede har besluttet i vinterpausen, siger Claus Christiansen til bold.dk.
- Det er deres valg. De vil gerne satse på noget andet, og det er de i deres gode ret til, siger Claus Christiansen, som har ført Aarhus Fremad til to sejre og et uafgjort resultat i de første kampe i 2. divisions oprykningsspil.
Klubben vil finde en ny træner, som kan 'flytte truppen og klubben det næste skridt fremad' - men det tror Claus Christiansen, at han selv kunne have gjort.
- Ja, det tror jeg godt, jeg ville kunne. Det var også derfor, jeg ikke var enig i deres beslutning. Jeg tror også, at mine assistenter stopper, og holdlederen er også tvivlsom, så de skal nok have gang i et helt nyt setup.
Claus Christiansen har som sagt været i Aarhus Fremad i snart tre år, og han har haft nogle meget gode år i klubben.
- Jeg er glad for at være i Aarhus Fremad, og når jeg er i en klub, involverer jeg mig 100 procent - og det gør min familie også. Så engagerer vi os i klubben, og derfor bliver det også hårdt at skulle stoppe efter at have brugt så mange timer i klubben, siger han.
Hvad der så skal ske nu, er Claus Christiansen endnu ikke begyndt at spekulere på.
- Jeg tænker kun på at gøre det ordentligt færdigt i Aarhus Fremad. Med de betingelser og hold, vi har, så er jeg megastolt over, hvordan vi er kommet i gang med foråret, så vi skal se, om vi ikke kan fortsætte med at vinde, så vi kan få helt fat i holdene foran os.
- Det er der, mit fokus ligger lige nu, men jeg vil selvfølgelig begynde at tænke over det, når vi kommer lidt længere hen på foråret. Det er så nyt lige nu, at jeg ikke har vendt med mig selv eller familien endnu, siger Claus Christiansen.
Claus Christiansen blev ansat i Aarhus Fremad forud for sæsonen 2014-2015 og førte klubben tilbage i 2. division efter en sæson i Danmarksserien. I sidste sæson var Aarhus Fremad i oprykningsspillet i 2. division, hvilket også er tilfældet i denne sæson.
I weekenden møder Aarhus Fremad Dalum på udebane.
nicolai@bold.dk



Aarhus Fremad
CampoBet 2. division



























