Luk

Aarhus Fremad straffede Esbjerg i test

| Træningskampe | 22 kommentarer

Infoboks

Esbjerg fB - Vendsyssel FF
NordicBet Liga (25/07)
bet365 1,90 3,50 4,00

Aarhus Fremad besejrede lørdag eftermiddag Esbjerg med 2-1 i en træningskamp otte dage før vestjydernes sæsonpremiere.

Man kan roligt sige, at de seneste uger har været hektisk i Esbjerg fB.

I den vestjyske traditionsklub er cheftræner Peter Hyballas metoder blevet kritiseret voldsomt, Jakob Ankersen og tre andre er blevet smidt på U19-holdet og klubben er senest blevet anmeldt til Arbejdstilsynet.

Lørdag spillede Esbjerg træningskamp mod Aarhus Fremad fra 2. division, og den skulle vise sig ikke at give vestjyderne den tiltrængte oprejsning efter en vild periode.

Efter en lille halv time sendte den tidligere Esbjerg-spiller Søren Andreasen nemlig Aarhus Fremad i front med 1-0, da han var iskold i duellen med målmand Mads Kikkenborg.

Kort før pausen blev det endnu værre, da Aarhus Fremad straffede et passivt EfB-hold og øgede til 2-0.

Momenter senere var Patrick Schmidt tæt på at reducere, men østrigeren sendte bolden over mål, så det blev ved de to scoringer i første halvleg.

Efter pausen kom Esbjerg bedre ud, og det lykkedes i det 59. minut forsvarsspilleren Kasper Pedersen at få scoret til 1-2 efter et hjørnespark.

Esbjerg var lige ved at komme på omgangshøjde ganske kort efter, da Patrick Egelund stangede bolden på overliggeren.

Trods chancerne til at komme helt tilbage lykkedes det aldrig for Esbjerg, som således tabte testkampen til aarhusianerne. EfB's foregående to testkampe har budt på en 5-2-sejr over Hobro og et 1-5-nederlag til Vejle.

Esbjergs første ligakamp i den nye sæson af 1. division er hjemme mod Vendsyssel den 25. juli.

To andre 1. divisionsmandskaber i form af AC Horsens og FC Fredericia dystede samtidig på Monjasa Park, hvor Horsens vandt med 2-0 på mål af Casper Tengstedt og Lirim Qamili.


Af Martin Schmidt
Fredag 23. juli