Luk

AB var minutter fra sensationen mod Esbjerg

| Sydbank Pokalen | 46 kommentarer

Esbjerg scorede to mål i kampens allersidste minutter, da de besejrede AB med 2-1 i Sydbank Pokalen.  

Esbjerg stillede op med et stærkt hold, da de onsdag aften var på besøg i Gladsaxe, hvor de skulle møde AB i ottendedelsfinalen i Sydbank Pokalen. 

Lars Olsen skulle forsøge at få sin første sejr som Esbjerg-træner, efter at det var blevet til uafgjort i Olsens debut i fredags mod AC Horsens i 3F Superligaen. 

Gæsterne virkede motiveret efter at give den nye træner en succesoplevelse, og efter et kvarters tid var et indlæg fra Daniel Anyembe lige ved at nå frem til Adrian Petre, der stod klar til at heade bolden i mål, men Petre kunne lige akkurat ikke nå frem til bolden. 

Det kunne Mohammed Dauda til gengæld kort efter, men hans hovedstød blev reddet på stregen. 

Efter en halv times spil havde Anyembe igen blik for den gode aflevering, da han med et fladt indlæg fandt en helt fri Joni Kauko, men Kauko mistimede fuldstændig sin afslutning, som røg over mål.

Det trak op til et Esbjerg-mål, men det var alligevel hjemmeholdet, som kort efter tog føringen. Efter en kontra fik AB slået bolden ind i Esbjerg-feltet, og her blev bolden headet videre og landede for fødderne af Nichlas Rohde, som nemt kunne bringe AB i front.

Esbjerg fortsatte dominansen efter pausen, men tilspillede sig ikke de store muligheder i starten af anden halvleg. Med en halv time tilbage af kampen kom klubbens topscorer Yuri Yakovenko på banen i stedet for Petre. 

I kampens sidste tyve minutter trak AB sig længere og længere tilbage på banen, og Esbjerg trykkede på i forsøget på at lave udligningen. 

Med ti minutter tilbage af kampen dukkede chancen op til forsvarskrumtappen Rodolph Austin, men hans flugter blev flot reddet af Jonathan Fischer i AB-målet. 

Få minutter senere måtte Fischer ud i en ny pragtredning, da han sendte Austins hovedstød forbi mål. 

Et minut før tid lykkedes det så endelig for Esbjerg. Yakovenko var manden, som fik sidste fod på, og sendte udligningen i mål.

Det skulle blive værre endnu for de 900 fremmødte tilskuere i Gladsaxe. To minutter inde i overtiden landede en returbold for fødderne af Jacob Lungi Sørensen, og han kunne uden problemer flugte bolden i mål.

Dermed endte til sidst med den forventede favoritsejr til Esbjerg, og dermed Lars Olsens første sejr, som træner i klubben.
 

Fodbold skal ses på Blue Water Arena - køb billetter her!


Af Sajeev Shankar
Onsdag 29. januar
Tirsdag 28. januar