Luk

Absalonsen er klar på tæt program: Mest fair

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Johan Absalonsen satser stærkt på, at resten af kampene i 3F Superligaen bliver afviklet, selvom det vil give et mere sammenpresset kampprogram.

Bolden ligger stille i 3F Superligaen grundet coronavirus, og det er endnu uvist, hvornår den atter ruller.

Onsdag meddelte Divisionsforeningen, at dansk fodbold nu er suspenderet på ubestemt tid, og det er endnu ikke besluttet, hvordan resten af sæsonen skal afvikles.

Spørger man SønderjyskE’s Johan Absalonsen vil det dog kun være fair, hvis alle kampe bliver spillet som planlagt, selvom det vil give et mere kompakt kampprogram.

- Jeg håber virkelig, vi kommer i gang igen. Det ville være en tam følelse at skulle stoppe tabellen nu og ikke spille mere i sæsonen, siger Johan Absalonsen til bold.dk.

- Jeg håber og tror på, at vi kommer i gang, og nu er der jo umiddelbart blevet givet grønt lys til, at vi kan spille i hele juni.

- Jeg håber, de finder en løsning, så vi kan få færdiggjort ligaen på en ordentlig måde. Jeg håber, turneringen bliver afviklet som planlagt, og så må vi spille en masse kampe på kort tid. Det er det, der vil være mest fair for alle.

- Alting er meget specielt med det her corona, og skulle det blive aktuelt at spille et stykke ind i juli, er jeg sikker på, at klubberne og spillerne finder en løsning. Jeg tror ikke, det bliver det store problem, siger SønderjyskE-veteranen.

Selvtræning fungerer, men fodbolden mangler

SønderjyskE-truppen er blevet sendt hjem med et træningsprogram, som spillerne skal følge, så længe det ikke er muligt at gennemføre en almindelig træning.

Johan Absalonsen har det fint med selvtræningen, men savner spillet med bolden.

- Vi følger de retningslinjer, der er, og træner i det omfang, der kan lade sig gøre. Vi kan ikke mødes i grupper eller noget, så den står på ren og skær selvtræning i form af løbetræning og styrketræning med de remedier, man nu kan finde og har derhjemme.

- Selvtræningen fungerer egentlig fint for mig, men det er klart, at fodbolddelen selvfølgelig mangler, siger Johan Absalonsen.

SønderjyskE står noteret for 26 point i 24 kampe i sæsonen og ligger derfor nummer 11, men har syv point ned til Hobro på 12.-pladsen.

Støt SønderjyskE og oplev stemningen og fællesskabet på Sydbank Park. Køb din billet her


Af Martin Schmidt
Fredag 3. april