Luk

Absalonsen overvejer at sige stop til sommer

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Trods sine 34 år føler Johan Absalonsen stadig, at han kan gøre en forskel for SønderjyskE, men offensivspilleren vil ikke afvise, at han stopper karrieren, når sæsonen er forbi.

Johan Absalonsen nærmer sig at have spillet 200 kampe i SønderjyskE-trøjen, men den bundrutinerede midtbanespiller er trods sin fremskredne dåbsattest stadig en vigtig spiller.

Til sommer har Johan Absalonsen kontraktudløb i Haderslev-klubben, og han har endnu ikke besluttet, om han til den tid skal sige stop.

- Jeg har snakket med Hans Jørgen Haysen flere gange, og vi er kommet frem til, at begge parter skal mærke efter, om det er det rigtige, siger Johan Absalonsen til bold.dk og uddyber:

- Klubben skal mærke, om den stadig kan bruge mig, og jeg skal mærke, om kroppen kan holde til mere fodbold, men det tager vi først, når turneringen er gået på hæld. 

- Jeg kan godt mærke, at jeg ikke restituerer lige så godt, som jeg gjorde for ti år siden, og jeg kan også mærke, at de unge bliver hurtigere og hurtigere. Men vurderet på denne sæson synes jeg sagtens, jeg stadig kan være med og gøre en forskel, og det er selvfølgelig positivt i forhold til at overveje en sæson til.

- Men jeg har ikke lagt mig fast på, om jeg skal tage en sæson mere eller give kroppen pause til sommer. Det skal min mavefornemmelse afgøre, når vi nærmer os, siger han.

Johan Absalonsen har i denne sæson spillet 17 ligakampe med to kasser til følge.

Udlandet eller divisionerne er ikke aktuelt

Johan Absalonsen skiftede i sommeren 2017 til australske Adelaide United, men vendte et år senere tilbage til SønderjyskE.

Endnu et udlandseventyr bliver det dog formentlig ikke til for Absalonsen, der heller ikke tænkt sig at skulle afslutte karrieren i en lavere række end 3F Superligaen.

- Udlandet er ikke umiddelbart aktuelt, for det ville passe skidt ind i familielivet lige nu. I fodbold skal man selvfølgelig aldrig sige aldrig, men mine tanker går ikke på udlandet.

- Som udgangspunkt stopper jeg karrieren i SønderjyskE, og så skal jeg lave noget andet. Det er min umiddelbare tanke. Jeg kan godt mærke, at kroppen er brugt efter et helt liv med fodbold, så jeg kommer ikke til at malke det sidste i 1. eller 2. division i et par år, siger Absalonsen til bold.dk.

Johan Absalonsen, der fylder 35 til september, har tidligere i sin karriere spillet for Brøndby, OB, FC København og AC Horsens.

Midtbanespilleren fik i 2009 landsholdsdebut under Morten Olsen og står noteret for to optrædener og en enkelt scoring i rødt og hvidt.

Støt SønderjyskE og oplev stemningen og fællesskabet på Sydbank Park. Køb din billet her


Af Martin Schmidt
Fredag 3. april