AC Horsens har i det seneste halve år haft Oliver Drost på leje fra Vejle Boldklub, og nu har Superliga-klubben besluttet sig for at købe angriberen fri af sin kontrakt i Nørreskoven.
Oliver Drost har i AC Horsens underskrevet en kontrakt, der løber til sommeren 2019.
- Vi er rigtig glade for, at vi har lavet en aftale med Oliver, der gælder de næste halvandet år. siger manager Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
- Han skulle bruge noget tilvænning i starten, og der er ingen tvivl om, at han skal blive endnu bedre fysisk, men vi så hans unikke spidskompetencer i de sidste to kampe.
- Vi skal sammen gøre ham til en mere komplet spiller, og vi vil gerne udvikle ham til at blive en spiller, der kontinuerligt kan blive kampafgørende i Alka Superligaen, for det har han færdighederne til.
- Vi er stolte over, at vi har været med til at udvikle ham i den rigtige retning, og vi glæder os til at hjælpe med at indfri hans potentiale, siger Bo Henriksen.
Oliver Drost scorede i de sidste to kampe i efterårssæsonen. Han kom til Vejle Boldklub fra B93 forud for sidste sæson, men tager altså nu skridtet videre.


AC Horsens
Vejle Boldklub
Betinia Liga































