Luk

AC Milan smadrede Torino med vilde 7-0

| Serie A | 25 kommentarer

AC Milan sprudlede og smadrede bundholdet Torino med hele 7-0 i en kamp, hvor Ante Rebic scorede hattrick på 12 minutter. Atalanta vandt også, og de to hold holder nu Juventus bag sig.

Der var masser af smæk på kampprogrammet onsdag, og mens mesterskabet er sikkert hos Inter, så er der fortsat kamp om Champions League-pladserne.

Tredje- og fjerdepladserne Atalanta og Milan skulle onsdag forsøge at holde Juventus, som også var i kamp, bag sig, og det skete for Atalantas vedkommende mod bundholdet Benevento, mens et andet bundhold i form af Torino ventede på Milan.

Milan var onsdag på udebane, og de skal næppe føle sig velkomne igen, når de møder Torino, for Milan var i særdeles vildt spilhumør onsdag aften, hvor Simon Kjær var med i startopstillingen.

Efter 19 minutter bragte Theo Hernandez Milan på 1-0 med et godt skud fra kanten af feltet og kort efter øgede Franck Kessie til pausestillingen 2-0 fra straffesparkspletten.

I anden halvleg tog det så fart, og det var Brahim Diaz, der startede festen i det 50. minut, da han øgede til 3-0 efter flot forarbejde af Kessie.

Senere scorede Hernandez til 4-0, inden Ante Rebic besluttede sig for at gøre sig bemærket med et lynhurtigt hattrick på kun 12 minutter, hvor han altså til sidst bragte Milan på 7-0, inden han lod sig udskifte.

Han kunne se Milan køre den forrygende sejr hjem til sidst, og så sikrede Milan sig altså en vigtig sejr, der holder Juventus bag milaneserne.

Det samme gjorde Atalanta, der havde Joakim Mæhle på bænken i hele kampen, med en 2-0-sejr over Benevento, der nu har fire point at hente i de sidste to runder af Serie A-sæsonen, hvis det ikke skal være dem, der ryger ned i Serie B.

Benevento kan dog finde noget glæde i, at Spezia ikke spillede sig alt for langt ud af Beneventos rækkevidde, da Spezia ellers var på sejrskurs mod Sampdoria, der dog endte med at få 2-2 i en kamp, hvor Mikkel Damsgaard fik 23 minutter.


Af Jonas Dalgård
Søndag 20. juni