Luk

AC om forbigået Jon Dahl: Lidt mærkeligt

| Allsvenskan | 5 kommentarer

Infoboks

Jon Dahl Tomasson var ikke nomineret til at vinde årets træner i Allsvenskan, og det forstår Anders Christiansen ikke meget af.

Tirsdag holdt ligaorganisationen i Sverige sit årlige galla, og her skulle der blandt andet uddeles en pris til årets træner i Allsvenskan.

De tre nominerede var Jimmy Thelin fra Elfsborg, Joakim Persson fra Varberg og Henrik Rydström fra Kalmar, hvorfor juryen altså ikke havde fundet plads til mestertræneren Jon Dahl Tomasson.

Det undrer den danske Malmö FF-kaptajn Anders Christiansen.

- Det siger vel alt om forventningerne til os i Allsvenskan, at en guldtræner ikke er nomineret. Det er lidt svært at se, hvad folk har bedømt det på, siger AC til Fotbollskanalen og tilføjer:

- Det er lidt mærkeligt, men sådan er gamet nogle gange. Jeg ved, at jeg ville have valgt ham som årets træner, hvis jeg kunne vælge ham. Men forventningerne er så høje.

Malmö FF-backen Martin Olsson og Niklas Moisander stemmer også i og forstår ikke meget af Jon Dahls fravær blandt de nominerede.

Fotbollskanalen skriver, at stemmerne fra juryen blev sendt ind mellem 15. og 30. november, hvor vinderen af Allsvenskan altså endnu ikke var fundet.

Juryen skulle vurdere ud fra, hvem der har haft den største positive indflydelse på sit holds præstationer, lyder det.

Det var Henrik Rydström fra Kalmar, der endte med at vinde prisen tirsdag aften.


Af Jonas Dalgård
Onsdag 19. januar
Tirsdag 18. januar