Luk

Ærgerlig Brøndby-boss: Vi havde fortjent mere

| 3F Superliga | 10 kommentarer

Brøndby havde fortjent mere end et nederlag til FC København, mener cheftræner Niels Frederiksen.

Brøndby måtte søndag forlade Telia Parken med et 1-2-nederlag i bagagen. De blå-gule var ellers foran med 1-0 og spillede bedst i første halvleg.

I anden halvleg var FCK langt hen ad vejen bedst, men Brøndby havde store muligheder i slutfasen, hvor det i stedet var Viktor Fischer, der blev søndagens hovedperson.

Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen, som så kampen fra tribunen, var da også ærgerlig over nederlaget.

- Jeg så et Brøndby-hold, som havde fortjent mere. Det var en kamp, der ikke var nødvendig at tabe, hvis man kigger på chancefordelingen.

- Jeg synes, vi havde de største chancer i første halvleg, og vi skulle have været foran ved pausen. Det var vi desværre ikke. I de første 25 minutter af anden halvleg var FCK bedst, men vi kom godt tilbage og sluttede kampen bedst af, hvis vi ser bort fra det drønærgerlige mål, de fik.

- Jeg er tilfreds med vores evne til at producere chancer mod et stærkt FCK-hold, og jeg er tilfreds med vores evne til at komme tilbage i kampen efter at være trykket lidt i bund i en del af anden halvleg, siger Niels Frederiksen.

Brøndby-træneren bekymrer sig dog ikke synderligt over, at de store chancer i slutningen af kampen ikke blev udnyttet.

- Generelt er vi relativt effektive, og vi har ikke behøvet at producere så mange chancer for at score. Vi er stadig det mest scorende hold i Superligaen, så vi har ikke som udgangspunkt problemer med at score – men lige i dag afsluttede vi ikke helt med den effektivitet, som vi normalt gør.

Kamil Wilczek holdt dog fast i sin målform og scorede kort inde i kampen sit Superliga-mål nummer 70 for Brøndby.

- Kamil er en forrygende afslutter, og han er en forrygende angriber. Vi er rigtig glade for ham, og det var dejligt at se ham på måltavlen, siger Frederiksen, der også uddelte ros til unge Morten Frendrup.

- Han har været rigtig god i de seneste mange kampe, han har spillet. Han fortsatte med at vise et rigtig højt niveau. Når han spiller, som han gør, skal man være dygtig for at slå ham af, siger Niels Frederiksen.

Brøndby er i skrivende stund på tredjepladsen i Superligaen, men kan blive overhalet af AGF, som lige nu møder Esbjerg fB.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

10 kommentarer

PerElgaard2 16:40          
Helt ærligt Brøndby, hvad kan det forventes med den stadig ringe defensiv, især ved "deres" mål nummer 2.... Men idag dog stor rods til målmand Schwæbe
bruger 155188 16:44          
PerElgaard2.. Arh lad nu være at gøre det dårligere end det er.. Vores defensiv er KLART forbedret og var efter min mening også okay i dag (dog mangler Rosted lidt kvalitet med bolden) FCK´s 2. mål bli´r jo scoret efter Brøndby satsede alt for at få udlignet og så kan det altså risikerer at koste i modsatte ende og det gjorde det så bare denne gang!
Pipap 16:59          
Fed kamp, og de kære Brøndby folk skal lære at udnytte de få muligheder de tilspiller sig. Brøndby kan takke sig selv for nederlaget, og det er pga få spilleres enormt dårlige tekniske færdigheder. Tillykke til FCK og Greenkeeperen for en seværdig kamp, men dog ærgerligt med hjemmeholdet som vinder.
Mombi 17:05          
Ja surt show at vi taber. Hvorfor kommer Tibbling ikke ind langt tidligere i matchen?
NIEAR 17:06          
Per2
Det er jo forsvaret, vi mangler for mange på
Midtbanen
Arnemanden 17:36          
Enig i at uafgjort havde været fair. Men at påstå at BIF kun var trykket ´lidt i bund´ i de første 20-25min af anden halvleg er jo latterligt. Jeg tror ikke BIF rørte bolden fra 45-70. minut.
Kun én klub i Danmark 17:38          
Helt enig. Men når man ikke scorer på mere af 1 af de 6, 100% chancer man tilspiller sig, så får man ikke noget med fra parken.

Så med mere skarphed i angrebet og undgå DUMME forsvarsfejl, så havde Brøndby ført 3-0 ved pausen og kampen var endt med 6-2 til Brøndby.
Mandag 9. december