Luk

Ærlig Mistrati: Jeg var sgu lidt nervøs

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Det var en lidt nervøs Vito Hammershøy-Mistrati, der fredag var tilbage i startelleveren hos Randers FC. Derfor var det en forløsning for ham, da han sendte bolden i nettet.

Efter hele otte kampe uden for startopstillingen i Randers FC var Vito Hammershøy-Mistrati fredag tilbage blandt Thomas Thomasbergs foretrukne elleve, da klubben mødte AaB.

Godt nok var valget af Hammershøy-Mistrati formentlig fremtvunget af, at flere stamspillere var ude i fredagens opgør, men midtbanespilleren slog til. Med et mål og en assist blev han kampens spiller.

Inden kampen var han dog selv en smule påvirket af at skulle tilbage i startopstillingen efter så mange kampe på bænken.

- Jeg var sgu lidt nervøs, må jeg indrømme. Det kan godt være, det er mig selv, men jeg synes sgu, der er lidt pres på, når man kommer ind og får chancen igen. Så det var fandeme dejligt, at bolden gik ind, siger Mistrati om sin kasse til 1-1 efter otte minutter.

Intet er fortrudt
Han kom til Randers fra Hobro IK i sommer og startede da også inde på midtbanen i de første syv Superliga-kampe, inden han altså blev vraget.

Han har dog på intet tidspunkt fortrudt, at han droppede Nordjylland til fordel for Kronjylland.

- Overhovedet ikke. Jeg vidste, det ville blive svært, for spillerne her er bedre end i Hobro. Jeg har bare kløet på til træning og ventet på min chance, og jeg har glædet mig sindssygt til den her dag, hvor jeg så fik den.

- Jeg har ikke gået og været sur og tvær – tværtimod. Jeg har været glad for, at holdet har vundet, siger Mistrati, som slår fast, at det altså er svært at komme tilbage på et hold, som bare vinder og vinder, som det var tilfældet, lige da han blev vraget.

Sjovt og hårdt
Han var fredag del af en underholdende kamp med seks kasser og et uafgjort resultat på 3-3.

- Det var en sjov og hård kamp, siger Hammershøy-Mistrati, som altså var med på et Randers-hold, som manglede flere stamspillere.

- Der var måske ikke så mange, der forventede, at vi ville spille så godt, som vi gjorde. Men vi har bare en sindssygt dygtig trup med benhård konkurrence på alle pladser, og det betyder, at vi kan mose derudad, selvom der kommer skader og karantæner.

- Jeg skal ikke stå og jinxe det, men det tegner godt. Det er ikke alle hold, der kan have fem-seks mand ude og så stadig stille med så slagkraftigt et hold, siger Hammershøy-Mistrati.

Den 27-årige midtbanespiller har kun siddet helt ude i én kamp i denne sæson.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Onsdag 29. januar
Tirsdag 28. januar