Luk

Ærlig Roskilde-træner roser VB-trænerarbejde

| NordicBet Liga | 3 kommentarer

FC Roskilde-cheftræner Martin Jungsgaard roser Vejle Boldklubs måde at angribe torsdagens opgør på.

FC Roskilde fik intet med fra Nørreskoven, da klubben torsdag var på besøg hos Vejle Boldklub.

Hjemmeholdet var bedst set over hele kampen og vandt med 2-0, mens FC Roskilde ikke skabte alverden.

Det var cheftræner Martin Jungsgaard ganske afklaret med.

- Vi er fint med de første 40 minutter, så længe der er kræfter, siger Martin Jungsgaard ifølge VB's hjemmeside.

- Vi producerer dog ikke en eneste stor chance i kampen. Vejle er dertil alt for dygtige og professionelle, og selv om de laver nogle fejl i starten, så giver det os kun nogle chancer fra distancen, og vi er jo ikke rigtig tæt på.

- Måske er vi bedst teknisk og spiller en pæn første halvleg, men Vejle er et superprofessionelt hold. De erkender, de måske ikke er bedst teknisk, så de afgiver bolden, og stiller sig korrekt ned og venter. Om det er specielt underholdende, ved jeg ikke, men det er beregnende og godt trænerarbejde.

FC Roskilde har vundet to kampe i sæsonen, men er sidst i 1. division, og Jungsgaard erkender, at det bliver en hård kamp for overlevelse.

- Vi er klar over, resten af sæsonen bliver en kamp på liv eller død for os, men vi skal gerne bygge på hele tiden, så vi når op på et niveau, der kan sikre overlevelse.

- Når man sammenligner med, hvilken klasse Vejle kan sætte ind fra bænken, er vi ikke særlig brede og må frygte for skader og karantæner, siger Martin Jungsgaard.

FC Roskilde har tre point op til Vendsyssel FF på den rigtige side af nedrykningsstregen. Nordjyderne har dog en kamp i hånden.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Søndag 20. oktober