Luk

Luk

AFCON-chok: Ækvatorialguinea slog Algeriet

| Africa Cup of Nations | 7 kommentarer

Infoboks

De forsvarende mestre i Africa Cup of Nations fra Algeriet måtte søndag aften se sig slået af Ækvatoriealguinea i Gruppe E. Esteban Obiang blev matchvinder.

Der var lagt op til et opgør mellem nummer 29 og nummer 114 søndag aften i Africa Cup of Nations.

Her skulle de forsvarende mestre fra Algeriet nemlig møde Ækvatorialguinea i Gruppe E i en kamp, hvor Algeriet inden kampen var storfavoritter.

Til trods for overvægt i spil og chancer til de algierske favoritter var det de upåagtede ækvatorialguineanere, der løb med de tre point.

Kampens enlige scoring faldt i det 71. minut, hvor de rødtrøjede underdogs havde tilkæmpet sig et hjørnespark. Dødbolden blev sendt fladt ind i feltet, rettet af i det forreste område og ved bagerste stolpe dukkede så Esteban Obiang op, der kunne sende Ækvatorialguinea på sejrskurs.

Scoringen affødte en række fantastiske jubelscener, hvor de helt store følelser fik frit løb hos ækvatorialguineanerne, der var lige dele begejstrede og rørte over føringsmålet.

Resten af kampen blev en regulær overlevelseskamp for de undertippede, for Algeriet pressede voldsomt på i slutfasen.

De forsvarende mestre fik blandt andet et flot mål underkendt i det 82. minut, de appellerede forgæves for et straffespark i det 86. minut og farlige angreb føg ind over Ækvatorialguineas felt, men Juan Michas tropper forsvarede sig heroisk.

I dommerens overtid formåede Ækvatorialguinea at sætte en række angreb sammen, men flere scoringer blev det ikke til, og dermed kunne ækvatorialguineanerne strække hænderne i vejret og bryde ud i jubel, mens Algeriets spillere faldt til jorden efter holdets første nederlag i imponerende 35 kampe. Dermed var nordafrikanerne blot to kampe fra at tangere Italiens rekord som ubesejrede i flest kampe. Den rekord lød på 37 kampe.

Med resultatet ligger Ækvatorialguinea på Gruppe E's andenplads, mens Algeriet er voldsomt pressede på gruppens sidsteplads med blot ét point efter de to første kampe.


Af Peder Carlsen
Fredag 27. maj