Luk

Afgørende rolle overraskede KIF-pokalhelt

| Sydbank Pokalen | 1 kommentar

Infoboks

Kolding IF - Nykøbing FC 8-7
Sydbank Pokalen
24' 1-0 Morten Ohlsen Hansen
76' 2-0 Sebastian Sommer
87' 2-1 Nicolai Jessen
89' 2-2 Simon Trier

Det overraskede Kolding IF's målmand, Christoffer Petersen, at han skulle sparke det skæbnesvangre straffespark i pokaldramaet mod Nykøbing FC tirsdag aften.

I størstedelen af den ordinære spilletid foretog han sig ikke meget. 

Den silende regn landede bare tungt på hans skuldre, og handskerne blev glattere og glattere.

Imens kunne Christoffer Petersen se sit hold kæmpe for at holde fast i den tomålsføring, der ville sende dem i kvartfinalen af Sydbank Pokalen.

Men sådan skulle det ikke gå. I hvert fald ikke i første omgang. Lige pludselig fik Petersen nemlig noget at se til. En hel del faktisk.

Tirsdag aften blev den første af flere kommende 1/8-finaler i den danske pokalturnering afviklet. Og det var på dramatisk vis, da Kolding IF fra 2. division ekspederede 1. divisionsholdet Nykøbing FC ud af turneringen efter en straffesparkskonkurrence, der tog en helt særlig drejning.

Koldings målmand, 23-årige Christoffer Petersen, blev af holdet valgt som den sjette og potentielt afgørende straffesparksskytte.

Det skete efter en ordinær spilletid, hvor hjemmeholdet Kolding var foran med 2-0 indtil tre minutter før tid. Nykøbing reducerede, og udligningen faldt på et selvmål i det 89. minut.

I straffesparkskonkurrencen efter en målløs forlænget spilletid havde Christoffer Petersen allerede reddet to bolden på stregen, men den helt store test kom, da han selv skulle være manden på den anden side af bolden ved stillingen 5-5.

At han var udset den rolle? Det anede han ikke.

Det fortæller Christoffer Petersen til bold.dk.

- Jeg skal da blankt erkende, at jeg stod og talte lidt for mig selv. For jeg kunne da umuligt være 10. eller 11. mand til at sparke, så jeg var meget overrasket over, at jeg allerede skulle skyde på det tidspunkt, siger han.

Men han havde koldingensernes fulde opbakning, og den misbrugte han ikke.

- Der var en vis tro på, at jeg i den situation kunne være meget rolig, ligesom jeg heller ikke er helt dum med fødderne. I sidste ende handler det ikke så meget om, hvem der besidder den bedste sparketeknik. 

- Det handler mere om, hvem der er mest cool, når det gælder. Der var en masse, der steppede op, men i sidste ende faldt valget på mig. Og det gik jo meget godt, fniser Christoffer Petersen.

Vil gerne møde Brøndby

Lige inden målmanden gik til bolden havde Kolding brændt tre straffespark mod Nykøbings fire, og på den måde blev hans scoring afgørende.

Christoffer Petersen er på udlån i Kolding fra FC Helsingør og har også været i Næstved. 

Nu gælder det en pokalkvartfinale, og her er ønskemodstanderen Brøndby IF, hvis 3F Superligaklubben formår at slå Aalborg Freja fra Serie 1 i deres indbyrdes 1/8-finale den 28. oktober.

- Det ville være sindssygt fedt at trække Brøndby. Jeg har en masse kammerater, der er Brøndbyfans, så det ville da være stort.

- De kommer med en masse fans i ryggen, og det ville bare gøre oplevelsen endnu større for klubben, for mig og for fansene.

Koldings vej frem til kvartfinalen har bestået af sejre over Dalum IF, Esbjerg fB, Brabrand IF og senest Nykøbing FC, der i runden forinden slog FC København med 3-0.


Af Rasmus Glud
Mandag 6. december