Luk

Afsløring: Her er Fremad Amagers nye ejer

| NordicBet Liga | 17 kommentarer

Infoboks

Fremad Amager bliver ifølge bold.dk's oplysninger købt af den amerikanske tech-millionær Josh Wallace.

Som bold.dk skrev for to uger siden, er det lige oppe over med salget af 1. divisionsklubben Fremad Amager.

Og det er ifølge bold.dk’s oplysninger så tæt på, at de vigtigste personer i Amager-klubben har fået navnet på den kommende ejer at vide: Han hedder Josh Wallace og er en amerikansk tech-millionær.

Han tager en investorgruppe med til Danmark, og de har oprettet selskabet: Fremad Amager USA.

- Det har jeg absolut ingen kommentarer til, men jeg vil gerne bekræfte, at der er forhandlinger i gang, siger Fremad Amagers direktør, Allan Ravn, til bold.dk.

Udover et ejerskifte er der ifølge bold.dk's oplysninger lagt op til en markant udskiftning i truppen.

Som bold.dk hører det, ventes det, at man siger farvel til op imod 10 spillere i nærmeste fremtid.

I 2018 blev klubben overtaget af det Monaco-baserede selskab SCP Waterfront med Jerome Solamito i spidsen, og hvor den russiske rigmand Anton Zingarevich er hovedaktionær.

Siden da har klubben hentet adskillige udenlandske spillere med henblik på at sælge dem videre for et større beløb, ligesom der har været et samarbejde med den bulgarske søsterklub Botev Plovdiv.

Det er dog ikke endt med de helt store salg eller sportslige succes, som parterne havde håbet på.


Af Sara Margren
Mandag 17. januar