Agon Mucolli har ingen fremtid i Vejle Boldklub, hvor hans forhold til cheftræner Adolfo Sormani har lidt et uopretteligt knæk, som offensivspillerens agent, John Sivebæk, udtrykker det i Vejle Amts Folkeblad.
Sivebæk er dog overbevist om, at der kommer en løsning inden så længe. Den løsning skal dog ikke umiddelbart findes i Sydeuropa - i hvert fald har Mucolli afvist bud fra klubber i den del af kontinentet.
- Han vil et sted hen, hvor han føler sig godt tilpas, og hvor der er stor sandsynlighed for spilletid, siger John Sivebæk til Vejle Amts Folkeblad og forudser, at Skandinavien er den mest sandsynlige mulighed.
Agon Mucolli fik sit gennembrud for to sæsoner, da han var en af de mest fremtrædende spillere på et meget usammenhængende VB-mandskab, som i sommeren 2016 havde fået nye ejere og hyret en hel skare af nye spillere.
I sidste sæson røg Agon Mucolli ud i kulden, og det førte i sidste ende til, at han spillede for VB's U19-mandskab. Det kan han ikke længere, og derfor skal han have sig en ny klub for at komme til at spille fodbold igen.


Vejle Boldklub



























