Luk

AGF-direktør efter aflysning: Vi må se indad

| 3F Superliga | 47 kommentarer

AGF-direktør Jacob Nielsen fastslår, at AGF burde have en bane, der kan klare den nedbør, som har været skyld i søndagens aflysning. Klubben ser indad, siger han i en pressemeddelelse.

AGF måtte søndag aflyse den forestående Superliga-kamp mod Randers FC med en begrundelse, der lød på, at banen på Ceres Park var for sumpet til at spille på efter den sidste tids nedbør.

Men det er ikke godt nok, erkender direktør i AGF, Jacob Nielsen, i en pressemeddelelse, hvorfor AGF må se indad og på muligheden for at få lagt en ny bane.

- En bane skal naturligvis kunne klare de mængder nedbør, vi har fået i Aarhus de senere måneder - også inden for det sidste døgn. Så vi må nu se indad, og vi gør alt, hvad vi kan for, at vi får en god bane at spille på i Ceres Park i dette forår, lyder det fra Nielsen, der fortsætter om årsagen til den dårlige bane:

- Da vi efter vores sidste kamp i december mod Lyngby kan se, at banen har drænerings-problemer, har vi afhjulpet det så meget vi kan, men det var ikke muligt at anlægge en ny bane - den mulighed forfølger vi nu her i foråret.

AGF-direktøren kalder timingen for aflysningen rettidig, da den blev meldt ud godt fem timer før kampstart.

- Beslutningen er truffet så sent som overhovedet muligt. Så vi har været så rettidige, som vi kunne. Vi har også et hensyn at tage til vores mange gæster, hvis nu beslutningen skulle komme senere - for eksempel en time før kampen. Så timingen i forhold til beslutningen kunne ikke være anderledes.

Det meldes ud i løbet af den kommende uge, hvornår den udsatte kamp mellem AGF og Randers skal spilles.

Køb billetter til AGF's kommende hjemmekampe her!


Af Jonas Dalgård
Søndag 29. marts
Lørdag 28. marts