AGF får ikke medhold i den appel, klubben indsendte til Fodboldens Disciplinærinstans efter Dino Mikanovic' udvisning mod Lyngby.
Disciplinærinstansen har således afvist protesten, og udvisningen og karantænen står dermed ved magt. Det fremgår af en pressemeddelelse på AGF's hjemmeside.
Beslutningen vækker ikke tilfredshed hos sportschef i AGF, Peter Christiansen.
- Vi er nødt til at tage kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans til efterretning, og da vi ikke har mulighed for at appellere, ønsker vi ikke at bruge mere energi på dommerens kritisable håndtering af hele forløbet, siger han til klubbens hjemmeside.
Dino Mikanovic blev udvist i pausen, efter at han ifølge dommerens vurdering havde sparket til nogen stole på vej ud til omklædningsrummet. Kroaten havde en advarsel i forvejen.
AGF's protest gik på dommerens håndtering af sagen, da man fra det århusianske mente, at det var kritisabelt, at udvisningen først faldt ti minutter inde i pausen og ikke umiddelbart efter hændelsen.


AGF
3F Superliga





















