Luk

AGF færdig i pokalen efter forlænget mod SE

| Sydbank Pokalen | 59 kommentarer

Infoboks

AGF - SønderjyskE 0-2
Sydbank Pokalen
94' 0-1 Kristofer Ingi Kristinsson
108' 0-2 Kristofer Ingi Kristinsson

SønderjyskE scorede to gange i den forlængede spilletid og sendte dermed AGF ud af pokalen på Ceres Park med en 2-0-sejr. Begge mål blev scoret af Kristofer Kristinsson.

Et ægte jysk pokalbrag var på tapetet, da SønderjyskE skulle til Ceres Park for at møde AGF i 1/8-finalen af Sydbank Pokalen.

Gæsternes vej frem til det vigtige opgør havde bestået af sejre over B1913 og Hillerød, mens hjemmeholdet havde slået BK Frem. Nu var turen så kommet til, at holdene skulle dyste mod en modstander fra landets bedste række.

Fra start havde AGF Yann Aurel Bisseck med i forsvaret. Stopperen, som klubben hentede på en permanent aftale tidligere onsdag. 

Helt fremme spillede Patrick Mortensen, og på siderne lå Mustapha Bundu og Jón Dagur Torsteinsson.

SønderjyskE kom også i en stærk forfatning med Abdulrahman Taiwo i angrebet og Mads Albæk på den centrale midtbane.

Dommer Aydin Uslu havde akkurat fløjtet kampen op, da AGF tilspillede sig den første chance. Fra sin yndlingsposition i feltet kom Patrick Mortensen højest på et indlæg, men han overplacerede sit hovedstød, så resultattavlen stadig lyste op med 0-0. 

Chancerne udeblev

Det var 45 minutter, der forløb ganske chancefattigt, og halvlegen var mest præget af optræk til chancer, uden de kastede noget af sig.

Men efter 20 minutter kom SønderjyskE frem til et par gode muligheder. Mads Hansen tog et godt ryk ind i feltet, men han nåede ikke frem til en decideret afslutning.

Herefter havde Jeppe Simonsen et skudforsøg, men igen var sigtekornet ikke indstillet ordentligt. 

Mod slutningen af første halvleg fik hjemmeholdet tilkæmpet sig et frispark på kanten af SønderjyskE's felt, men Eric Kahl servede den alt for langt.

Dermed endte en knapt så underholdende første halvleg uden mål.

AGF kom meget bedre med

I pausen må David Nielsen have talt med store ord. AGF kom ud med langt mere tilstedeværelse og aggressivitet i presset, men det resulterede også i et gult kort til Mustapha Bundu efter 52 minutter.

Kort forinden havde AGF en stor chance for at bringe sig foran, men Nicolai Flø hev en god fodparade frem i situationen.

Bundu rørte meget på sig. I det 62. minut landede en løs bold for fødderne af den 24-årige offensivspiller dybt inde i feltet, men han tordnede bolden et godt stykke over målrammen.

Der da resterede 25 minutter af den ordinære spilletid, hev David Nielsen Albert Grønbæk og Patrick Mortensen ud af opgøret og erstattede dem med Patrick Olsen og Dawid Kurminowski.

SønderjyskE lavede også et par ændringer. Ud gik Rilwan Hassan og Emil Frederiksen, og ind kom Isak Jensen og Daniel Prosser.

De friske kræfter hjalp dog ikke meget på spillet, der begyndte at ligne den første halve time af kampen.

Indskiftede Julius Eskesen fik pludselig en god mulighed på kanten af AGF's felt, men hans skud blev blokeret. 

SønderjyskE brillerede i den forlængede spilletid

Det forblev målløst i den ordinære tid, og derfor måtte de to mandskaber ud i to gange 15 minutter.

Og det passede tilsyneladende SønderjyskE helt glimrende. De skulle bare bruge fire minutter, og så kunne de godt komme på scoringstavlen.

Den 22-årige islænding Kristofer Kristinsson, der sammen med Marc Dal Hende var kommet ind fra den forlængede spilletids start, sendte et fladt spark mod det lange hjørne. Jesper Hansen kunne ikke gøre noget i målet, og så var gæsterne foran med 1-0.

Og det skulle også blive 2-0 til gæsterne.

Kristinsson samlede en løs bold op i feltet og fordoblede føringen, og så var der ellers dømt drama på Ceres Park, da AGF skulle jagte alt det, de kunne.

Men SønderjyskE holdt føringen hjem, og de er dermed klar til kvartfinalen i Sydbank Pokalen, mens AGF er færdig i turneringen.


Af Rasmus Glud
Mandag 6. december