Efter en skuffende start på foråret skal der ske et mindre mirakel, hvis AGF skal ende i top seks i år.
Med kun to kampe tilbage af grundspillet har aarhusianerne således fem point op til Randers på sjettepladsen.
AGF åbnede foråret med en 3-2-sejr på et heldigt mål mod SønderjyskE, men siden har David Nielsens tropper tabt 2-3 til både Vejle og FC Nordsjælland, der også ligger i den tunge ende af tabellen.
Trods skuffelserne oplever forsvarsprofilen Sebastian Hausner godt humør i truppen.
- Stemningen er egentlig fin, taget i betragtning af at vi ikke har fået den ønskede start på foråret. Vi er bevidst om, hvad det er, vi skal gøre bedre, og vi arbejder hårdt hver dag, siger Hausner til bold.dk.
Hvad er det, I skal gøre bedre?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Som mange af os også har sagt skal vi have ændret lidt på mentaliteten og indstillingen i nogle situationer. Vi er blevet bedre spillende, men vi har også lukket lidt flere mål ind, end hvad vi ønsker.
- Vi skal tilbage til nogle af de basale ting, som vi har været kendt for før i tiden. Det er meget omkring vores udtryk. Vi skal finde glæden frem og måske udstråle den lidt mere, end hvad der har været tilfældet hidtil, mener Hausner.
Ingen tvivl omkring projektet
I store dele af efteråret kæmpede AGF også med at finde melodien spillemæssigt, og det har på det seneste fået nogle til at stille spørgsmålstegn ved cheftræner David Nielsens position.
Internt oplever Sebastian Hausner dog stor tro på tingene.
- Jeg mærker ingen tvivl omkring projektet overhovedet. Hverken omkring vores dårlige sæsonstart eller nu har der været nogen tvivl omkring projektet og det, vi arbejder på, siger Hausner.
Så David Nielsen er stadig den rette træner for AGF?
- Ja, det vil jeg helt klart mene. Det er også det, der skal bære os igennem den næste periode, at man stadigvæk tror på projektet, selvom der måske er nogle ting, der er gået galt på vejen.
- Der er stadig oprejst pande i truppen, og folk tror på projektet. Ingen begynder at slå op i banen eller vise noget negativt.
Hvordan er det som spiller at være i det, hvor det oftest er træneren, der bliver kigget på, når det ikke kører?
- Vi tænker ikke så meget over det, men selvfølgelig hører man det lidt ude i krogene, når man snakker med forskellige medier og sådan noget. Men jeg tror også, at David er meget god til at fortælle os virkeligheden om, hvordan det er, og sådan er det jo at være fodboldtræner.
- Jeg tror også, det har været med til at skabe den tiltro til projektet, for vi har jo ikke lavet nogen markante ændringer, på trods af at det ikke er gået så godt. Vi har holdt fast i det, vi gerne vil, og det er der stadig stor tiltro til i staben, fortæller Hausner til bold.dk.
AGF's næste opgave er ude mod Brøndby på søndag.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
3F Superliga




































