Luk

AGF sikrede sig fjerdeplads med sejr

| 3F Superliga | 15 kommentarer

Infoboks

AGF - FC Nordsjælland 3-1
Superligaen Mesterskabsspil
8' 1-0 Kevin Diks
13' 1-1 Abu Francis
40' 2-1 Jon Thorsteinsson
59' 3-1 Patrick Mortensen

AGF slog for første gang i denne sæson FC Nordsjælland, da de vandt med 3-1 i 3F Superligaen. De har nu sikret sig en fjerdeplads i rækken.

AGF kunne søndag aften definitivt sikre sig en fjerdeplads, da FC Nordsjælland havde taget turen fra Farum til Aarhus til 3F Superligaens sidste opgør i denne runde.

Og på Ceres Park var det hjemmeholdet, der kom bedst ud til kampen, da de var spilstyrende og kom frem til flere muligheder. Det gav straks pote, da Patrick Olsen efter otte minutter sendte et hjørnespark ind i boksen.

Her var det Kevin Diks, som kom først på indlægget, og så var Aarhus-mandskabet foran med 1-0. De faldt dog hurtigt ned på jorden igen, da Kamaldeen Sulemana viste, hvorfor han er så eftertragtet.

Her blev han nemlig sendt afsted i dybden, hvor han elegant sendte Jesper Juelsgård ud efter pølser og efterfølgende spillede Abu Francis helt fri, som sendte udligningen i mål. 

Sikke en soloaktion af Sulemana, der fik Juelsgård til at se meget uheldig ud. 

12 minutter senere var det så Sulemanas til at forsøge sig, da han sendte et skud mod Kamil Grabara, men polakken inde på stregen havde heldet med sig, da FCN-spillerens forsøg fløj op på overliggeren.

Og det fik konsekvenser for Nordsjælland, da AGF fem minutter før pausen bragte sig foran 2-1. Her var det faktisk gæsterne, som skabte målet, da Adamo Nagalo og Mads Døhr Thychosen kom galt afsted i byen.

Den fejl straffede Jon Thorsteinsson, som sendte bolden ind i netmaskerne til 2-1, som også var stillingen ved pausen.

Mortensen på pletten

I anden halvleg var det så Farum-klubben, der var på jagt. Men det var faktisk AGF, som endnu en gang kom bedst ud til opgøret, hvor de i starten af anden halvleg havde flere kæmpe chancer.

Efter 57 minutter fik hjemmeholdet dog chancen fra pletten, da dommer Jens Maae tilkendte AGF et straffespark i samarbejde med VAR.

Her var det igen Nagalo, der var uheldig, da han blev synderen for Nordsjælland. Patrick Mortensen sagde mange tak for muligheden og sparkede sikkert AGF på 3-1 fra pletten.

AGF var nu godt på vej mod deres første sejr over FC Nordsjælland i denne sæson, da de havde tabt de tre forrige. FCN jagtede dog en reducering, men de havde ikke heldet, og derfor var Mortensen tæt på at gøre det til 4-1.

Med 16 minutter tilbage af opgøret lagde Olsen en perfekt aflevering til Mortensen, som burde have lukket kampen, men gæsternes Magnus Kofod Andersen kom i vejen og fik blokeret skuddet i sidste øjeblik.

AGF formåede at holde resultatet hele vejen til slutfløjt, og dermed vandt de med 3-1 over FC Nordsjælland i 3F Superligaen.

David Nielsens tropper har nu definitivt sikret sig en fjerdeplads i rækken, hvor der fortsat mangler to spillerunder.


Af Raymund Nelausen
Søndag 20. juni