Luk

AGF-spids gik i zen-mode: For at bevare roen

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

AGF-angriber Patrick Mortensen gik i zen-mode i forbindelse med straffesparket mod FC København, og det var for at holde hovedet koldt før duellen med Kamil Grabara.

Patrick Mortensen blev den store helt for AGF, da han søndag omsatte et straffespark dybt inde i overtiden til 1-1 mod FC København.

AGF-angriberen besluttede sig allerede lørdag for at lave panenkaen, hvis han skulle sparke et straffespark, og derfor var han ret så rolig i situationen.

- Det er jo forholdsvist simpelt, for man skal jo bare beslutte sig. Det gjorde jeg allerede i går (lørdag, red.). At det så blev i fire-fem minutters overtid og ned mod vores egne fans med buhråb i ryggen var bare et ekstra krydderi, siger Patrick Mortensen efter kampen.

Du satte dig ned i en slags zen-mode - var det for at trække vejret dybt?

- Det mentale aspekt og meditation, som nogen måske synes er lidt tabu at snakke om, gavner mig helt vildt. Det er ret basalt i forhold til at holde fokus og være til stede.

- Det kan nogle gange være svært at holde hovedet koldt i sådan en atmosfære. Jeg beviste i hvert fald, at det er sindssygt vigtigt at holde hovedet koldt i pressede situationer.

Har trænet straffe med Grabara
Patrick Mortensen kender Kamil Grabara særdeles godt fra deres fælles tid i AGF, og derfor havde han da også nogle tricks i ærmet.

- Jeg har faktisk brugt sindssygt meget tid sammen med Kamil på træningsbanen i forhold til straffespark, men det er ikke fordi, jeg har scoret på otte ud af 10, for Kamil var faktisk rigtig god. Så det har været god sparring.

- Kamil er rigtig god på straffespark. Hvis du skal score på ham i siderne, skal den sidde højt, og det kan i sig selv nogle gange være et sats at sparke den hårdt og højt.

- Sidst sparkede jeg den lavt i den rigtige side, og jeg havde en fornemmelse af, at han ville gå til den side, han gjorde, men jeg tænkte sgu, det var meget flabet at lave sådan en panenka der, siger Patrick Mortensen.


Af Sara Margren
Tirsdag 30. november