
AGF stillede søndag til start med 19-årige Sebastian Hausner i midterforsvaret, mens 19-årige Benjamin Hvidt også kom på banen i 1-0-sejren over FC Nordsjælland søndag.
At unge spillere får chancen vækker stor glæde hos den 30-årige angriber Patrick Mortensen.
- Det var dejligt at se, at der kom unge og friske folk ind og gjorde det pisse godt. Benjamin kom igen ind i dag (søndag, red.), efter han har været virkelig langt væk fra spilletid på grund af en skade og andre, der har gjort det godt, sagde Mortensen og fortsatte.
- Han kom ind og gjorde det vanvittigt godt, var stærk i sine dueller, vandt mange bolde og fordelte bolden godt.
- Det er fandme fedt at se, og det gør mig glad i hjertet, at de unge kommer ind og får spilletid og gør det godt. Det fortjener de. Jeg synes, de træner utroligt godt, og så er det vigtigt, vi har den bredde.
AGF gik torsdag videre i Sydbank Pokalen, hvor både Hausner og Hvidt også var på banen. Det giver god mening, selvom andre var efter David Nielsen for ikke at satse på holdet.
- Der var mange, der snakkede om, at det var vanvittigt, at trænerteamet begyndte at gamble med nogle af de unge i torsdags mod et stærkt OB-hold. Men set indefra, synes jeg ikke, for der er så meget kvalitet i den her trup.
AGF er med gårsdagens sejr nummer fem i Superligaen.


AGF
3F Superliga



























