Zanar Hussein er måske ikke et navn, som ringer en klokke for særlig mange på nuværende tidspunkt, men det kan meget vel blive anderledes i fremtiden.
Den 16-årige dansker er nemlig en stor profil på AGF's U17-mandskab, hvor han har imponeret i den hvide trøje, og det har givet genklang ude i Fodboldeuropa, nærmere bestemt Frankrig.
Ligue 1-klubben Lille har nemlig i længere tid holdt øje med Husseins kvaliteter, og derfor har de i den seneste uge haft AGF-stortalentet på prøve.
Det bekræfter Emil Lyng, som er agent for Hussein, til bold.dk.
- Jeg har en ekstra god kontakt med Lille efter min fortid i klubben, og derfor fandt vi i fællesskab frem til, at de meget gerne ville se nærmere på Zanar.
- De valgte derfor at invitere ham herned i den her uge for at træne med, da han er en fantastisk ung spiller, der ville passe perfekt ind i miljøet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Da de tog kontakt til mig, fortalte de også, at de selv har fulgt ham i en længere periode, så de ville meget gerne se mere til ham nu, da han er fyldt 16 år, udtaler Lyng.
I forbindelse med prøveopholdet har Lille også rost AGF, som gik med til at sende stortalentet afsted i en periode, hvor han skal spille kampe for U17-holdet.
- Lille havde også en stor ros til AGF, da de har givet Zanar lov til at tage en uge ud af kalenderen for at få en oplevelse, så han kan vise sit værd. Zanar er en af profilerne på AGF’s U17, og at der er udenlandske klubber, som allerede nu vil se ham an, kan AGF godt tage som et stort skulderklap.
Hussein har sidste træning i det franske fredag, hvor han så vender retur til Smilets By, og han har dermed stadig fuldt fokus på at præstere i AGF-trøjen.
Hussein-lejren skal dog finde ud af, hvad Lille har af planer med det store AGF-talent.
- De har givet udtryk for, at de ikke er skuffede over ham. De har nemlig fået bekræftet, hvor god Zanar er, men vi har ikke draget nogen konklusion endnu om fremtiden. Jeg tager en snak med Lille senere i dag for at finde ud af, hvad der skal ske.
- Uanset hvad der sker, skal Zanar kæmpe hele foråret i AGF, og det er han helt opsat på. Nu er han bare blevet en oplevelse rigere, hvor han ved, at han har spillet med blandt Lilles bedste, udtaler Emil Lyng til bold.dk.
16-årige Zanar Hussein har været i AGF siden marts 2021, hvor han kom til fra AC Horsens. Den unge midtbanespiller står desuden noteret for to kampe for det danske U16-landshold.

AGF
Lille
































