Luk

AGF vil bygge videre: Salg kræver store penge

| 3F Superliga | 13 kommentarer

Infoboks

Der skal store penge til, hvis AGF skal sælge spillere denne sommer, siger sportschef Peter Christiansen, der håber at holde sammen på truppen.

AGF har brilleret som hold i denne sæson, hvilket har gjort profiler som Mustapha Bundu og Casper Højer til store salgsobjekter i det kommende transfervindue.

Interesserede klubber skal dog finde den store pengepung frem, hvis de vil hente spillere i AGF, siger sportschef Peter Christiansen, som gerne vil holde fast i sin nuværende trup.

- Vi har mange spændende spillere, men vi skal bygge videre på det materiale, vi har. Vi skal holde gutterne sammen, så der skal store penge til, hvis folk skal væk herfra, siger PC efter søndagens 4-2-sejr over FC København.

Men der kan vel blive flået i mange denne sommer?

- Ja, men så må vi jo sige nej, hvis vi ikke synes, det er godt nok, og vi ikke føler, der er gode nok reserver i truppen eller spillere udefra, der kan komme ind og levere, siger sportschefen, som dog ikke forventer, at truppen forbliver helt intakt.

- Jeg vil gerne passe på gruppen, men det er sjældent, man ser, at der ikke kommer nogen form for udskiftning, og det tror jeg også, at der kommer hos os, lyder det fra PC.

En sulten gruppe

Peter Christiansen var ikke meget for at konkludere noget for sæsonen efter søndagens sejr mod FC København, men sportschefen er godt tilfreds med AGF's trupsammensætning i øjeblikket.

- Vi skal ikke drage konklusioner, før sæsonen er forbi, men det er da klart, at det har været en god sæson. Hvis man tager de første fem-seks uger væk, har vi været rigtig, rigtig gode og svære at spille imod.

- Vi har en rigtig sulten gruppe, og det var et bevidst valg sidste sommer, at vi skulle have så stor konkurrence på positionerne. Vi har mange spillere, som ikke har spillet ret meget, men som har haft en væsentlig rolle i det her, fordi de har holdt dem, der har spillet, skarpe, siger PC.

AGF har to spillere med kontraktudløb denne sommer i form af Jakob Ankersen og Mustafa Amini, mens hollandske Kevin Diks efter planen skal tilbage til Fiorentina, hvorfra han er udlejet til AGF.

Det ligger allerede fast, at AGF får minimum to tilgange denne sommer, da klubben har skrevet kontrakt med AaB-talentet Søren Tengstedt og kantspilleren Milan Jevtovic, der kommer til Aarhus fra serbiske Røde Stjerne.

KØB BILLETTER TIL AGF's KOMMENDE HJEMMEKAMPE HER!


Af Martin Schmidt

13 kommentarer

saltsyre 08:26          
Nogen der kender til en potentiel købsoption på Kevin diks og hvad den er på?
Han har virkelig spillet sig op efter corona.
Sniksnak 08:33          
Jeg er næsten 100% sikker på, at der blev bygget en købsoption ind i lejeaftalen (jeg mener klubben meldte det ud), men jeg aner intet om et evt. beløb - hvis det da overhovedet er fastsat allerede. Jeg er enig med dig i, at han virkelig er kommet i omdrejninger, og han ser så afgjort spændende ud, så hvis ellers økonomien kan hænge sammen, vil det give mening at prøve at få ham ind permanent.
VIF57 08:49          
La vær st sælge, GF skal i CL :)
Tioman 08:52          
Så Hviii fans feste igennem i Århus. Troede de var blevet mestre? Men nej de har ikke vundet noget overhovedet. Festen lignede ellers noget som man ser i Madrid når Real er blevet mestre.........GF har intet vundet........irriterende
RaSMuS. 08:56          
Der er en købsoption på Diks, men det er vist ikke offentliggjort, hvad den er på. Han har kun et år tilbage af sin kontrakt med Fiorentina, så hvis de ikke vil forlænge med ham, burde der helt klart være gode muligheder for at få ham til en fair pris. Han har et super stort potentiale, og ham og Munksgaard komplementerer hinanden godt som typer.
Dabias 08:58          
@Tioman Det er nu ikke helt rigtigt. AGF har vundet medaljer for første gang i 23 år. Derfor fester de
Doc. 09:09          
Hvorfor er folk altid efter AGF når de har medvind i sejlene? Det er da meget fedt, at der er så meget optimisme omkring klubben. Ja, de har det måske med at overdrive lidt, men det er også en klub som har sejlet ganske grænseløst i mange år.. Som AaB´er har jeg ofte undret mig over, hvorfor AGF ikke kunne få mere ud af det potentiale som klubben utvivlsomt besidder.

Godt at de fleste store danske klubber er nogenlunde kørende nu - det er f.eks. kun OB som missede slutspillet.

God dag! :)
Lørdag 8. august