Luk

Agger forhørte sig hos Gerrard om Flanagan

| NordicBet Liga | 12 kommentarer

Infoboks

HB Køge bekræfter, at man henter den tidligere Liverpool-spiller Jon Flanagan til klubben, og direktør Per Rud tror på, at han kan blive en profil i klubben trods sparsomt med spilletid det seneste halvandet år.

Som bold.dk tidligere torsdag kunne fortælle, henter HB Køge den tidligere Liverpool-spiller Jon Flanagan, og han får en toårig aftale.

HB Køge-direktør Per Rud forklarer, at man tror på, at Flanagan kan blive en profil i 1. divisionsklubben, selvom han ikke har spillet så meget det seneste halvandet år.

- Vi er naturligvis opmærksomme på, at Jon Flanagan ikke har spillet så meget det seneste år, men han er i god form, og Daniel Agger har blandt andet indhentet rigtig fine referencer på ham fra Steven Gerrard i Rangers, siger Per Rud.

- Daniel kender også selv Jon Flanagan og hans kvaliteter fra deres fælles fortid i Liverpool, og vi tror på, at Jon Flanagan kan gå hen og blive en profil her i klubben.

28-årige Flanagan nåede 51 kampe for Liverpool, ligesom det i 2014 også blev til en enkelt landskamp for England.

Flanagan har senest været i belgiske Charleroi, hvor han havde kontraktudløb denne sommer, men han nåede ikke en eneste kamp for klubben.

Flanagan har ikke spillet en kamp i halvandet år - den seneste var for Rangers i januar 2020.

Han har også været forbi Burnley og Bolton i karrieren, men nu står den altså på dansk 1. division i de kommende to sæsoner.


Af Sara Margren
Mandag 26. juli